Claus Nørgaard rykker til DBU til sommer
04.04.2016 13:00
Claus Nørgaard har sidste arbejdsdag i Brøndby IF den 30. juni, men allerede i dag er næste skridt for den blågule assistenttræner faldet på plads. DBU har netop offentliggjort, at Nørgaard til sommer vil tiltræde som cheftræner for U16- og U18-landsholdet.
- Jeg har været glad for de tre gode år, jeg har haft i klubben. Det har været spændende og lærerigt, og jeg har nydt at arbejde sammen med dygtige og inspirerende kolleger, lyder det fra Claus Nørgaard.
- Det er dejligt at have fremtiden på plads allerede nu, og jeg glæder mig til at prøve kræfter med cheftrænergerningen til sommer, men lige nu er mit fokus på Brøndby IF og forårssæsonen. Jeg vil afslutte dette spændende kapitel på bedste vis, før jeg tager hul på det næste.