
Auri: Vi kommer ikke kun for at forsvare
06.04.2016 06:29
I aften er det tid til den første af tre Derby-kampe på tre uger. Det gælder første opgør i semifinalen i DBU Pokalen, og slaget vil stå kl. 18:00 i Parken.
Det bliver en kamp, hvor fokus er rettet indad i Brøndby-truppen, og troen på egne evner og indstilling skal være med til at skabe et godt udgangspunkt for returopgøret på Brøndby Stadion onsdag 20. april
- Vi skal huske, at det afgøres over to kampe, men det betyder ikke, at vi kun kommer for at forsvare os. Vi kommer for at spille vores spil med de fokusområder, der er, når man møder en kvalitetsmodstander, siger cheftræner Auri Skarbalius.
Læs også: Her er truppen mod FC København
Sammen med spillerne har han vendt opgøret mod FC Midtjylland, og nu kigges der fremad.
- Det har vi talt om. Vi er nødt til at rette koncentrationen mod de ting, vi kan have indflydelse på og ændre. Derfor er fokus hele tiden på den næste opgave, den næste kamp. Det er så mod FC København, og hvis spillerne leverer det, de kan rent spillemæssigt, og lever op til de løfter, vi har givet hinanden, så har vi alle muligheder for at skabe det ønskede resultat.
- Når man spiller i Brøndby IF, så kræves der 100 procent på banen hver kamp, for det kommer modstanderne med. De vil gøre alt for at vinde over os, understreger Auri Skarbalius.
- Derfor gælder det om at være klar oppe i hovedet fra det øjeblik, kampen starter. Vi skal angribe situationerne, som de opstår, og ikke hele tiden være reaktive.
På tribunerne er opbakningen uovertruffen i det danske fodboldbillede, og det engagement, som spillerne mærker fra fansene, er det samme, fansene skal kunne mærke fra spillerne.
- Det bliver sagt, at man skal være villig til at dø for denne her klub, men man skal ikke bare sige det – det kan alle komme og gøre. Man skal vise det på banen. Vise, at man vil det her og så gøre det.
- Det er det, vi vil se i dag – at spillerne kommer ud med brystet skudt frem og kæmper og slås for Brøndby IF.
Vores hovedpartner Bet25.dk giver odds 10, hvis du spiller på Teemu Pukki som første målscorer.
Husk, at du kan følge Brøndby IF på Facebook, Instagram (brondbyif_official), Twitter (@BrondbyIF) og Snapchat (brondbyif_snap).