
Phiri: Overmatchet på alle parametre
20.09.2015 20:15
Det endte med et 4-1-nederlag til AaB her til aften, da Brøndby IF var på besøg på Nordjyske Arena. Gæsternes reducering blev sendt ind af sydafrikanske Lebogang Phiri, men efter kampen var det svært at glæde sig over scoringen for midtbanespilleren.
- Jeg er meget skuffet. AaB-spillerne overmatchede os i alle facetter af spillet, og det er det, der skuffer mig mest. Vi kommer slet ikke godt nok ud til kampen, sagde Phiri umiddelbart efter kampen.
- Nu er det meget vigtigt at slå igen og komme tilbage på sporet. Ser vi på tabellen, kan vi se, at der ikke er så mange point op til toppen, så vi skal ikke lade os slå ud af det her nederlag. Vi skal tage den her kamp som en lærestreg og så vise noget helt andet næste weekend mod FC København.