Ny tøjpartner i hus: Brøndby IF trækker i Camp David

22.09.2015 09:29

Brøndby IF kan byde velkommen til endnu en partner. Denne gang er der tale om tøjfirmaet Camp David, som skal klæde spillerne på, når de er på vej til og fra kampe, og når de deltager i andre officielle arrangementer.

- Vi er stolte over, at Camp David har fundet Brøndby IF interessant i forbindelse med eksponering af deres tøjbrand. Vi ser frem til et stærkt samarbejde, som også vil vise sig i Brøndby Shoppen, hvor dele af deres kollektion vil være at finde, siger Henrik Reichel Bartholdy, kommerciel direktør i Brøndby IF.

- Det tyske tøjbrand Camp David, der er forholdsvis nyt på det danske marked, er allerede dybt engageret i forskellige sportsgrene, deriblandt fodbold. Det var derfor helt naturligt for os at tage udgangspunkt i den mest udbredte sportsgren i Danmark - fodbold, fortæller Peter Degn, salgsdirektør for Camp David i Skandinavien. 

- Vi ønskede et samarbejde med en fodboldklub med stærke visioner og de rette værdier, og vi er derfor overbevist om, at Brøndby IF er den helt rigtige samarbejdspartner for Camp David. Brøndby har samtidig en stor fanskare, der måske til forskel for så mange andre klubber, er fordelt over hele landet, hvilket vi kun ser som en fordel. Vi ser frem til, at den nye sæson skydes i gang og glæder os til det kommende samarbejde.

Som en del af aftalen vil spillere såvel som ledelsen være iklædt Camp David uden for banen og til officielle arrangementer. 

Yderligere information/spørgsmål: Kommunikationschef Christian Schultz, Brøndby IF, telefon 31 41 41 85.