
Frank før FCM: Til kamp med tro på en sejr
12.09.2015 09:15
Brøndby IF tager søndag aften imod FC Midtjylland på Brøndby Stadion i Alka Superligaens 8. runde.
De seneste fire ligakampe har givet 10 ud af 12 mulige point, og det er derfor et Brøndby-hold, som fået tanket selvtillid efter en svær sæsonstart. Cheftræner Thomas Frank ser derfor frem til kampen mod de forsvarende mestre fra FC Midtjylland (køb billet her).
- Selvtilliden blomstrer i truppen, så vi glæder os til at gå på banen mod FC Midtjylland. Man må have respekt for at FC Midtjylland har fortsat ufortrødent, hvor de slap i sidste sæson. Som forsvarende mestre hviler der et stort pres på dem, men de har indtil videre præsteret på højt niveau i Superligaen og i Europa, og det må man tage hatten af for. De er ubesejrede i denne sæson og har p.t. det stærkeste hold i Danmark med erfarne spillere på alle pladser, hvor stammen af spillere fra sidste sæson er bibeholdt, samtidig med at de har fået tilført nye kræfter, siger Thomas Frank og tilføjer:
- Vi tror dog på, at vi kan udfordre FC Midtjylland, og senest vi spillede mod dem, vandt vi da også. De er utrolig stærke på standarder og i deres duelspil, og så har de en hidsighed, som gennemsyrer deres spil. Så hvis vi skal hive en sejr i land, skal vi lykkes med en aggressiv, defensiv organisation og matche dem i duellerne, og det kræver, at alle mand tager et defensivt ansvar fra start til slut. Offensivt skal vi bruge den selvtillid, vi har tanket, til at spille vores eget spil. Vi skal turde spille bolden rundt i egne rækker med tålmodighed, indtil mulighederne opstår, og så skal vi slå til.
Går efter fire på stribe
Ikke siden 2009 har Brøndby IF vundet fire kampe i træk i Alka Superligaen. Med tre sejre på stribe er der nu mulighed for at udvide til fire mod FCM, og den mulighed går cheftræner Thomas Frank efter.
- På hjemmebane har vi endnu ikke leveret på højt niveau i denne sæson, men vi går ind til kampen i morgen med en tro på, at vi kan vinde. Vi skal fortsætte, hvor vi slap før landskampspausen, hvor vi fik tre sejre i træk i Alka Superligaen. Siden vi startede sæsonen for godt to måneder siden, så er det tydeligt, at spillerne individuelt, men også som hold, har løftet sig markant. Vi er begyndt at få mere rytme i vores spil, ligesom spillerne er begyndt at udfordre mere på egen hånd. Derfor går vi ind til kampen med stor respekt for modstanderen, men også med en tro på, at vi kan hive en sejr i land.
Og netop troen på egne evner er noget cheftræneren for de blågule hæfter sig ved.
- Vi har fået 10 ud af 12 mulige point i de sidste fire kampe, og pointstimer er noget, vi konstant higer efter, for point og sejre har en fantastisk selvforstærkende effekt. Taktisk griber vi ikke kampene meget anderledes an end i de første tre kampe i denne sæson, hvor vi gik fra banen uden point, men når tingene begynder at lykkes, og pointene og sejrene begynder at tikke ind på kontoen, så vokser troen på, at man kan sætte en mand. Troen på, at man kan vinde duellen. Og tro kan flytte bjerge, så vi går efter sejren mod FC Midtjylland, selv om det bliver svært.
Hos Brøndby IF's hovedpartner, Bet25.dk, kan du som vanligt spille på kampen. Her får du blandt andet odds 4.00, hvis Brøndby IF vinder og samtidig spiller til nul.
Opgøret mod FC Midtjylland har kickoff kl. 18:00 og kan ses på TV3+. Skal du på stadion, kan du købe billet via brondby.com/billet.