Austin om sin første træning: Er meget imponeret

16.09.2015 14:50

Første træning med Brøndby-truppen er overstået for Rodolph Austin, og det var en glad midtbanespiller, der mødte brondby.com, efter cheftræner Thomas Frank havde sagt tak for i dag.

- Træningen var fantastisk. Det var i et godt tempo med rigtig dygtige spillere, der alle sammen vil have bolden. Alle gik også med i defensiven, så det var en rigtig positiv oplevelse, siger Austin, der havde flere verbale roser til sine nye holdkammerater:

- Jeg er meget imponeret over spillernes tekniske niveau og med deres arbejdsiver og en professionalisme, der er helt i top.

Gode på bolden

Brøndby IF's spillestil falder også i god jord hos den nye nummer otte.

- Stilen passer mig rigtig godt. Spillerne er gode på bolden, og de løber i nye huller efter at have afleveret bolden – jeg kan godt lide at spille på den måde.

 

Den jamaicanske landsholdsanfører skrev under på kontrakten med Brøndby IF i sidste uge, men måtte vente med at træne med indtil i dag på grund af en manglende arbejdstilladelse. Den faldt på plads i går, så det var en lettet Austin, der fik græs under fødderne.

Vil bare gerne spille

- Ventetiden har været lang.  Jeg vil bare gerne være med ude på banen, men jeg forstår også godt situationen omkring en arbejdstilladelse. Nu er ventetiden overstået, og jeg nød at være med, siger Austin, som allerede føler sig velkommen i Brøndby.

- Alle i truppen har budt mig velkommen. Det er en gruppe gode drenge, og det er vigtig, når man kommer til en ny klub, at holdkammeraterne byder en velkommen. Så kommer man hurtigere til at føle sig hjemme.

Hos hovedpartner Bet25.dk er der sat ekstra fokus på Rodolph Austin med en række specialspil. Det betyder blandt andet, at du kan få odds 3.75, hvis den jamaicanske midtbanespiller starter inde mod AaB på søndag.