
Internationale poster til to Brøndby-chefer
31.10.2015 08:30
To af Brøndby IF's fremtrædende medarbejdere har fået internationale poster. Det drejer sig om Brøndby-koryfæet og chefen for Masterclass, Kim Vilfort og Brøndby IF's sikkerhedschef Mickel Lauritsen.
Vilfort en del af international talentudvikling
Den tidligere Brøndby-spiller og chefen for Brøndby Masterclass, Kim Vilfort, skal fremover arbejde i internationalt regi. Ved siden af arbejdet i Brøndby Masterclass, er Kim Vilfort også blevet udpeget til at være del af ECA, European Club Association. Qua sit arbejde med talentarbejde- og udvikling igennem en lang årrække i Brøndby IF, skal Kim Vilfort være del af ECA's arbejdsgruppe med talentudvikling på tværs af de europæiske klubber. Om sin rolle hos ECA, siger Kim Vilfort:
- Jeg skal være med på forreste geled omkring talentudviklingen i Europa. Vi skal udveksle erfaringer og diskutere emner omkring, hvordan man udvikler talenter fra ungdomsspiller til seniorspiller, hvordan man holder den røde tråd fra talentakademierne til førsteholdet, hvad spillere af egen avl betyder for klubberne, og om uddannelseskompensationerne skal være større. Så det er en lang række ting, vi sidder og kigger på - ting som også fylder meget i den danske debat om talentarbejde.
- Det er en god mulighed for os at se, hvordan andre og større klubber, som eksempelvis Schalke 04, Ajax og Arsenal, arbejder med talentudviklingen. Man får nogle gode kontakter igennem denne organisation og får skabt et fint netværk. Jeg har tidligere siddet med i lignende sammenhæng, og når man er nørd på området, er det en god mulighed for at få et indblik i andre klubbers arbejde med talentudviklingen, siger Kim Vilfort.
Sikkerhedschefen i spidsen for de nordiske lande
Sideløbende med sit arbejde i Brøndby IF, skal Mickel Lauritsen dele ud af sin ekspertise i ESSMA - the European Stadium & Safety Management Association. Sikkerhedschefen i Brøndby IF har fået en bestyrelsespost i ESSMA, som er en organisation, der tillader stadion- og sikkerhedsansvarlige, at dele viden og ekspertise, for på den måde at optimere forholdene og sikkerheden på stadions rundt om i Europa - og altså også på Brøndby Stadion. Om sin nye rolle hos ESSMA, siger Mickel Lauritsen:
- Jeg skal være samlingspunkt for de nordiske lande. Derfor har jeg også rettet kontakt til fodboldforbundene i Norge og Sverige, så de kan komme med spørgsmål eller komme med idéer og tiltag, så andre medlemslande kan drage nytte af disse. Det er en god mulighed for at få gode idéer og tiltag frem i lyset og op på et højere i niveau.
Skal gøre informationen brugbar
- I organisationen skal vi samle information omkring stadion og sikkerhed rundt omkring i Europa fortrinsvis. Det vil sige, at vi skal indhente oplysninger fra de forskellige lande, klubber, tiltag, udfordringer og udviklingsmuligheder, og så samle al den information og gøre den brugbar for alle organisationens medlemmer. På den måde kan alle udvikle sig hen i samme retning.
Et skulderklap
- Det er selvfølgelig et kæmpe skulderklap og en god mulighed for at sidde til bords med nogle mennesker, som har en masse erfaring på dette område. Det er noget, der blandt andet kommer Brøndby IF til gode, siger Mickel Lauritsen.