Frank: Ingen nemme kampe

17.10.2015 08:50

I 12. runde af Alka Superligaen rejser de blågule for anden gang i sæsonen en tur til Viborg. I de to holds første opgør vandt Brøndby IF 4-0 på udebane, men det får ikke cheftræner Thomas Frank til at tage let på opgaven.

- Resultatet i Viborg var vigtigt for os, da det var vores første sejr i Alka Superligaen i denne sæson. Kampen i sig selv var dog langt mere lige, end resultatet antyder. Viborg spillede faktisk en fornuftig kamp, men vi var konsekvente i vores afslutninger, og da vi scorede til 2-0, mistede de lidt pusten, og så lukkede vi kampen, siger Thomas Frank.

- Viborg har et erfarent hold og spiller oftest lige op med deres modstandere, og til trods for deres aktuelle placering som nummer 11, så har de en stærk defensiv ført an af Mikkel Rask. De er farligst på standardsituationer, men med Jeppe Curth tilbage så har de offensivt flere strenge at spille på. Ingen kampe er nemme i Alka Superligaen og det gælder også kampen i morgen mod Viborg.

Tålmodighed, men med modet til at dominere

Med kun ét nederlag i de sidste otte kampe, samt en sejr i pokalturneringen i baggagen, så går Brøndby IF dog ind til kampen med snuden i sporet. I samme periode er det nemlig også blevet til fem clean sheets, og de blågule har scoret 13 mål. Størstedelen af Brøndby IF’s mål i denne sæson er faktisk faldet i anden halvleg, men cheftræneren er mere fokuseret på resultaterne.

- Vi har rigtig nok scoret de fleste af vores mål i anden halvleg i denne sæson, men for os handler det om at få resultater og point på kontoen, ikke hvornår vi scorer vores mål. Men det tegner selvfølgelig et godt billede af, at vi forstår at spille med en vis tålmodighed og har en tro på, at vi kan score, uanset hvor langt hen i kampen, vi er, lyder det fra Thomas Frank. 

- Mod Viborg og deres defensiv skal vi netop have denne tålmodighed, men vi skal også turde dominere spillet. Vi skal turde spille det spil, som vi viste i den første time i vores sidste kamp (mod Esbjerg, red.), hvor vi var dynamiske i vores løb, spillede bolden hurtigt og aggressivt rundt, og spillede os frem til flere store chancer. Dominerer vi kampen mod Viborg, som vi ønsker, så giver vi os selv en langt bedre chance for at score det afgørende mål, lukke kampen og dermed få et godt resultat med hjem ligesom sidst. 

Hos Brøndby IF's hovedpartner, Bet25.dk, kan du spille på kampen. Her får du blandt andet odds 3.35, hvis Brøndby IF vinder og samtidig holder nullet.

Opgøret mod Viborg har kickoff kl. 16:00 og kan ses på Canal9.