
Overblik: 11 Brøndby-spillere trækker i landsholdstrøjen
09.11.2015 15:37
Brøndby IF bliver ved den kommende landsholdspause pænt repræsenteret på de diverse landshold. I alt er 11 spillere blevet udtaget til landsholdstjeneste. Her er et overblik over de spillere, der skal i aktion.
Agger, Riza og Kahlenberg
Lige siden Sverige blev trukket op af hatten som Danmarks modstander til playoff-kampene, har der været gættet på, hvilke spillere Morten Olsen havde udset til en plads. I sidste uge blev det offentliggjort, og her kunne landstræneren afsløre, at Daniel Agger, Riza Durmisi og Thomas Kahlenberg var at finde i truppen - samme blågule trio, som også var med landsholdet sidste gang.
I kampene mod Portugal og Sverige var Daniel Agger og Riza Durmisi begge i kamp og leverede solide præstationer, mens Thomas Kahlenberg så begge kampe fra den danske bænk. Efter at have kæmpet sig tilbage fra sin hofteskade, er den rutinerede midtbanespiller tilbage i fulde omdrejninger. Spilletid i kampene mod Sverige er derfor ikke utænkeligt. De gode takter for Brøndby IF og den store erfaring er derfor et ekstra redskab i Morten Olsens værktøjskasse til de afgørende kampe mod Sverige.
Det første opgør spilles i Sverige lørdag den 14. november på Friends Arena i Stockholm. Tre dage senere, nemlig tirsdag den 17. november, er Danmark værter, når returopgøret spilles i Parken.
Austin og Rashani
Anføreren for "The Regggae Boyz", Rodolph Austin, skal sammen med resten af det jamaicanske landshold spille to VM-kvalifikationskampe i forsøget på at komme til VM i Rusland i 2018. Første modstander er hjemme mod Panama den 13. november. Fire dage senere skal de så besøge Haiti.
Også Elba Rashani skal i aktion i den nationale dragt. Der tale om en uofficiel landskamp, når Kosovo med Elba Rashani i truppen hjemme tager imod naboerne fra Albanien den 13. november.
Holst, Nørgaard og Hjulsager
Ligesom på det danske A-landshold er U21-landsholdet også repræsenteret med en blågul trio. Det drejer sig om Frederik Holst, Christian Nørgaard og Andrew Hjulsager, der alle skal med, når Niels Frederiksens tropper skal spille to EM-kvalifikationskampe.
Første kamp er mod Rumænien, som spilles på udebane mandag den 13. november. Fire dage senere, nemlig tirsdag den 17. november, spiller U21-landsholdet så i Aalborg, når Armenien kommer på besøg.
Stückler og Juel Andersen
Der er en mulig debutant på U19-landsholdet, da Brøndby IF's unge forsvarstalent Mads Juel Andersen er udtaget til første runde af EM-kvalifikationsspillet frem mod EM for U19-landshold. Med sig tager Mads Juel Andersen sin holdkammerat Daniel Stückler, som endnu en gang er blevet udtaget.
Der venter de to Brøndby-talenter tre kampe, som alle spilles på Malta. Første modstander er Island, og derefter venter Malta og Israel.
Janus Samuelsen
På det færøske U19-landshold kan det unge midtbanetalent Janus Samuelsen få debut, når han sammen med resten af det færøske landshold skal spille tilsvarende EM-kvalifikationskampe som det danske U19-landshold.