Larsson: Vi burde have afgjort kampen

08.11.2015 21:25

Der var tryk på kedlerne i sæsonens andet Derby, da FC København gæstede Brøndby Stadion. De blågule kom en mand i overtal, da FC København fik Federico Santander vist ud efter 58 minutter, men desværre formåede de ikke at udnytte muligheden. Brøndby IF's højreback Johan Larsson var også skuffet over, at han og holdkammeraterne ikke formåede at udnytte overtallet noget bedre.

- Jeg er skuffet over, at vi ikke formåede at udnytte de chancer, vi skabte. Vi spillede i lang tid med en mand mere end dem, så vi burde have afgjort kampen. Man vinder ikke sådan nogle kampe her, når man ikke er skarp. Vi havde muligheden for at hente ind på FC København i dag, men desværre fik vi ikke udnyttet det.

- Det er selvfølgelig positivt, at vi er ubesejrede i otte kampe, og at vi holdt nullet. Når kampen udviklede sig, som den gjorde, er det dog mere skuffelse over, at vi ikke hev alle tre point i land, der fylder i mit hoved lige nu.