U17 med ny storsejr: Fundamentet på plads

10.03.2015 10:40

To kampe, seks point og en samlet målscore på 11-1.

Brøndby IF's U17-mandskab har fået en særdeles god start på forårssæsonen. Først blev det til 7-0 over AaB, og i lørdags fulgte Brøndby-talenterne op med en 4-1-sejr på udebane mod Lyngby.

U17-cheftræner Søren Weber Juul fortæller:

- I al beskedenhed vil jeg kalde det for en fortjent sejr efter en fin præstation - især en flot anden halvleg. Første halvleg blev lidt rodet, hvor vi i perioder ikke sad tæt nok i vores pres og ikke vandt nok andenbolde. I løbet af anden halvleg satte vi os mere og mere på kampen og spillede med stor modenhed. Derudover lavede vi nogle flotte mål.

- Generelt er det holdet, der skal fremhæves. Når fundamentet er på plads, gror vi i samlet flok, og derfra skaber vi flotte individuelle aktioner. Det ser man fx ved, at Oliver Carrara atter arbejder hårdt og laver to flotte mål. Karl Dines Appelt spiller en flot kamp, hvor også Gregers Arndal-Lauritzen og Magnus Häuser (billedet) blandt andre gjorde en god figur.

- Nu glæder vi os helt vildt til lørdagens udfordring, hvor rækkens førerhold, Esbjerg, kommer på besøg til kamp kl. 15:15. Det bliver en svær kamp, hvor vi har revanche til gode, og vi er topklar til at levere.

U17: Lyngby BK - Brøndby IF 1-4 (1-2)
0-1 Oliver Carrara
1-1 
1-2 Karl Dines Appelt
1-3 Oliver Carrara
1-4 Magnus Häuser

Startopstilling

Viktor Anker

Simon Nielsen - Christian Enemark - Joel Kabongo - Gregers Arndal-Lauritzen

Marco S. Petersen

Karl Dines Appelt - Magnus Häuser

Andreas Bruus - Oliver Carrara - Rasmus Grosen


Indskiftet: Christian Johansen, Armend Aslani, Janus Samuelsen.