
Skarpskytten: Skal tage det høje humør med os
15.03.2015 22:49
Brøndby IF vandt deres første kamp i forårssæsonen, da OB gæstede Brøndby Stadion. Hjemmeholdet sendte fynboerne hjem med et 2-0-nederlag på mål af svenske Johan Larsson og finske Teemu Pukki i en kamp, der ikke vil blive husket for køn fodbold, men derimod blågul effektivitet.
Johan Larsson, der efter kampen blev kåret til dagens Man of the Match, scorede kampens åbningsmål – et rigtig flot et af slagsen endda. Og Brøndbys nummer 13 var også godt tilfreds med sin egen scoring.
- Deres back mistimer bolden, og jeg klapper til den. Jeg får et rigtig godt træf på den, og det var fedt at se bolden stryge i kassen, fortæller Johan Larsson.
Larsson har nu noteret sig for en assist og et mål i de første fem kampe i Brøndby-trøjen. Og han tror på, at sejren over OB kan give momentum på holdet.
- Sejren betyder utrolig meget for os alle sammen. Det var dejligt at komme ned i omklædningsrummet med tre point og højt humør, og det kan vi helt sikkert tage med os.
Kahlenberg stolt over holdet
Også anfører Thomas Kahlenberg satte pris på dagens tre point.
- Det var dejligt med en sejr og godt at kunne sætte tre point ind på kontoen. Nu handler det om at bygge på og komme ind i en god stime. Vi har spillet fornuftigt, men ikke rigtigt fået nok point ud af det, så derfor er jeg stolt over holdet, der i dag viser sammenhold og styrke, og det bliver vi også belønnet for, siger Brøndby IF's 7'er, Thomas Kahlenberg.
Næste søndag får spillerne chancen for at fortsætte de flotte takter, når FC Vestsjælland byder indenfor. Det er klokken 17:00 i Slagelse.