Phiri overrasket over landsholdsudtagelse

19.03.2015 15:53

Lebogang Phiri har startet forårssæsonen stærkt, og den lille sydafrikaner har spillet samtlige minutter i de første fire Superliga-kampe. Det er ikke gået ubemærket hen, og rygtet er også nået helt ned til Sydafrika, hvor landstræner Ephraim Mashaba har indlemmet Phiri i den 30-mand store trup, der skal spille venskabskampe mod Swaziland og Nigeria den 25. og 29. marts. 

- Det betyder rigtig meget. Det er en ting, jeg altid har drømt om som fodboldspiller, og jeg har altid været stolt, når jeg er blevet indkaldt til U-landsholdet. Så det er en stor ære at blive indkaldt til A-landsholdet, fortæller Phiri.

Stort skulderklap

Den 20-årige Brøndby-spiller har været tilfreds med sin egen præstation indtil videre for de blågule. Men at det skulle kaste en landsholdsplads af sig, havde han alligevel ikke set komme.

- Jeg havde faktisk regnet med, at jeg skulle spille fast i lang tid her i Brøndby for at få chancen på landsholdet. Det har ikke været tilfældet, men jeg har startet godt i forårssæsonen, og det har åbenbart overbevist landstræneren.

- Det er en stor indikation på, hvor jeg er på vej hen som spiller, og hvor meget jeg er vokset i løbet af det seneste stykke tid. At blive indkaldt til A-landsholdet er tegn på, at tingene går i den helt rigtige retning. Og hvis jeg fortsætter med at spille, som jeg gør, vil jeg vokse endnu mere som spiller og forhåbentlig også fortsætte med at blive indkaldt til landsholdet.

Læste det i avisen

Det var en overrasket og stolt Lebogang Phiri, der blev indkaldt. Overraskelsen blev ikke mindre af, at han skulle finde ud af nyheden på en ret tilfældig og utraditionel facon, inden klubben modtog den officielle udtagelse.

- Jeg læste det faktisk i en sydafrikansk avis. Det var en kæmpe overraskelse, og det var stort at se mit navn blandt andre store navne.  Jeg regnede med at skulle spille på U23-holdet, der bliver offentliggjort næste uge, så det kom som en stor overraskelse, fortæller Lebogang Phiri.

Brøndby IF’s 18’er har fået spilletid i 19 ud af de 21 Superliga-kampe, sæsonen har budt på indtil videre.