Optakt: Overblik over Masterclass-weekenden

20.03.2015 14:03

Sidste weekend bød på fire sejre ud af fire mulige for Brøndby IF’s Masterclass-hold. Denne weekend er de unge talenter i kamp igen, og forhåbentlig kan vi notere os fire nye sejre, når den går på hæld.

U19-holdet skal en tur til Aalborg, hvor ligaens nummer syv venter. De blågule er ubesejrede i syv kampe, og sidste gang AaB var modstanderen, endte det med en 2-1-sejr til Brøndby IF. Det resultat skal de følge op på, når Masterclass-talenterne skal i kamp på lørdag klokken 15:00.

De er ikke de eneste, der skal en tur til Nordjylland. U17-talenterne skal nemlig også op imod AaB, og det er et hold, de har særdeles gode erfaringer med. De to hold stod nemlig over for hinanden i februar, og her blev det til en knusende Brøndby-sejr på hele 7-0. Endnu en sejr over de bolchestribede vil kunne sende Brøndby IF op på førstepladsen – kampen finder sted klokken 13:00 i Aalborg.

To gange B93 kommer på besøg

Hjemme i Brøndby ruller bolden også. U15-holdet tager lørdag formiddag imod B93 på Bane 10. De unge Brøndby-drenge vandt deres første kamp i sæsonen sidste uge, da FC København blev besejret med 3-2. Denne gang gælder det B93, der ligeledes fik en sejr i deres sæsondebut, så det er to formstærke hold, der støder sammen klokken 11:00.

Umiddelbart efter den kamp er der endnu et opgør – og igen er Brøndby IF og B93 de to kæmpende hold. Det er U14-holdet, det gælder, og også de er kommet rigtig godt fra start. I sæsonens første kamp sejrede de 4-0 ude over Hvidovre, så lige som alle de tre øvrige Masterclass-hold skal de forsøge at fortsætte den gode form. Kampen bliver spillet 12:45 på Bane 9.