
Lutter Masterclass-sejre: Tager store skridt
17.03.2015 16:34
Det var ikke kun Thomas Franks Superliga-hold, der leverede en god præstation i weekenden, da OB blev slået 2-0.
Også Masterclass-holdene udmærkede sig med gode resultater – faktisk kunne trænerne notere sig sejre hele vejen fra U14 til U19.
Allerede fredag kom den første Brøndby-sejr, da U15-holdet besejrede ærkerivalerne fra FC København med 3-2. Det var første sejr over løverne, og målene kan ses ved at klikke her.
Derby-sejr og dobbelt Esbjerg-tæsk
De positive takter fortsatte om lørdagen. Her vandt U14-holdet sæsonens første kamp ude mod naboerne fra Hvidovre med hele 4-0, og de helt unge Brøndby-talenter lægger dermed godt fra land i forårsturneringen.
Senere lørdag var der yderligere to Brøndby-sejre at glæde sig over. Første hold i kamp var U19-holdet, og de tog imod Esbjerg, der blev sendt tilbage til fastlandet med et 2-0 nederlag. Den sejr skulle U17-mandskabet følge op på – igen var det Esbjerg, der var på besøg, og igen måtte de vende slukørede hjem. Kampen endte med en 3-1-sejr til Brøndby, der dermed kun har to point op til netop Esbjerg på førstepladsen – dog med en kamp til gode.
Det hårde arbejde betaler sig
Masterclass-projektet startede for mindre end et år siden, og selvom det er tidligt i processen, kan A+ Træner Henrik Lehm allerede nu se fremskridt.
- Det er altid rart med en masse sejre, og det er en indikation på, at vi tager nogle store skridt i den rigtige retning. Det kæmpe stykke arbejde, spillerne og trænerne har lagt i vinterpausen, betyder, at Masterclass kommer rigtig godt fra start, og det er tilfredsstillende. Vi har fået meget mere af vores spillestil på plads, og man kan se, at holdene spiller på samme måde og har en plan for, hvordan de vil spille, fortæller Henrik Lehm.