U14-pokalfinale på søndag

08.05.2015 11:00

På søndag gælder det Superliga-kampen mod AaB hjemme på Brøndby Stadion, men du behøver ikke at gå og vente helt til kl. 19:00 for at se Brøndby-spillere i aktion. 

De unge Masterclass-talenter fra U14-holdet skal nemlig spille pokalfinale mod AB Tårnby allerede kl. 13:30 på Farum Park. 

Spillerne fra Brøndby IF har været så dygtige, at de har spillet sig frem til finalen, som skal afgøre, hvem der bliver pokalvinder på Sjælland. Vinderen af finalen skal herefter spille om den landsdækkende pokal sidst i juni måned. Og træneren, Niels Madsen, håber at se mange Brøndby-fans i Farum.

- Hele truppen og trænerteamet glæder sig rigtig meget til kampen på søndag. Vi har trænet godt i en længere periode og er helt klar til kampen. Vi håber selvfølgelig at se en masse mennesker på stadion, og vi sætter stor pris på enhver støtte, udtaler cheftræner Niels Madsen. 

Kampen spilles kl. 13:30 på Farum Park, og der er gratis adgang.