Thomas Kahlenberg skal opereres

07.05.2015 15:20

Brøndby IF's anfører, Thomas Kahlenberg, har i indeværende sæson døjet med hofteproblemer. Det har betydet, at midtbanekreatøren blot har kunnet medvirke i fire kampe i forårssæsonen, ligesom han sidst i marts måned var tvunget til at melde afbud til det danske landshold.

Trods grundige og ihærdige forsøg på at komme hofteproblemerne til livs med forskellige andre behandlings- og træningsmetoder, viser undersøgelser nu, at en operation er nødvendig.

Cheftræner Thomas Frank siger:

- Vi er først og fremmest rigtig ærgerlige på "Kalles" vegne over, at han skal slås med de her problemer. Omvendt er det rart for os alle at få en endelig afklaring på skaden og få foretaget den her operation, så vi kan få Kalle klar igen hurtigst muligt.

- Han er vores anfører og har en vigtig rolle på holdet både i forhold til vores spil og som leder, så det er helt klart et stort minus for os at have manglet en Kahlenberg i topform, hvilket vi nu desværre også kommer til det næste stykke tid.

- Kalle er topprofessionel og optimerer alt omkring sin tilværelse som fodboldspiller, så jeg er sikker på, at han kommer rigtig godt tilbage fra skadespausen med stor sult efter igen at være en bærende figur på holdet.

Kahlenberg opereres i Tyskland inden for den næste uges tid. Efter operationen i hoften venter en længere genoptræningsperiode, der alt efter operationens udfald kan variere. Når operationen er overstået, kan varigheden af skadesperioden fastslås endeligt. Det ligger dog fast, at Kahlenberg vil gå glip af en del af næste efterårssæson.

Selv siger Thomas Kahlenberg:

- Jeg er først og fremmest helt vildt ærgerlig over og ked af, at jeg kan se frem til en længere skadespause. Jeg havde håbet på at kunne undgå en operation, men det har vist sig ikke at være muligt.

- Nu er mit eneste fokus at komme tilbage på 100 % igen hurtigst muligt, lyder det fra Brøndby IF's anfører.