
Pukki: Målene skal nok komme
16.05.2015 09:50
I sidste runde kunne Brøndby IF notere sig et enkelt point, da man på hjemmebane spillede 1-1 mod AaB. Og en stor grund til, at man ikke kunne sætte yderligere to point ind på kontoen, hed Nicolai Larsen, der spillede en brandkamp i AaB-målet.
En af dem, det gik ud over, var Brøndby IF’s Teemu Pukki, som flere gange var millimeter fra at sende bolden i nettet. Og den finske angriber har inden morgendagens kamp mod Silkeborg ikke scoret i syv kampe.
- Det er selvfølgelig irriterende, når målene ikke kommer, og især når det skyldes en målmand, der tager alt. Men når det er sagt, ærgrer jeg mig naturligvis mest over, at vi ikke fik de tre point i den kamp.
- Som angriber vil du gerne score så meget som overhovedet muligt, og derfor går det mig da på. Men nøglen er ikke at tænke over det hele tiden. Jeg ved, at målene nok skal komme, så der er ingen grund til at gå og repetere det.
Løsningen er ekstra træning
Og angriberen med 39 landskampe på CV’et har da også noget at have sin ro i. Efter syv år som udlandsprofessionel hvor han har scoret mål i Tyskland, Skotland og Spanien, ved Teemu Pukki godt, hvad opskriften på at få gang i målscoringen er.
- Inden stort set hver træning går Peter Foldgast (angrebstræner red.) og jeg ud og træner afslutninger i en halv times tid. Det giver selvtillid at hamre en masse bolde i mål, og det er også det, der er løsningen, når man rammer en mindre måltørke.
Hvis du tror, at Teemu Pukki og resten af Brøndby-mandskabet kan hive en sejr med hjem fra Silkeborg i morgen, er der lige nu odds 1.55 at hente hos Brøndby IF’s samarbejdspartner, Bet25.dk.