Ørnskov forventer underholdende kamp

20.05.2015 11:20

I morgen er der endnu en gang fodbold på Brøndby Stadion, når FC Nordsjælland kommer på besøg. Og når de gør det, plejer det som regel at resultere i masser af blågule mål – de to seneste møder er således endt med i alt otte Brøndby-mål.

Sidste opgør mellem de to hold endte med en 4-1-sejr til hjemmeholdet, og dengang var en af målscorerne Martin Ørnskov. Og den rutinerede midtbanespiller forventer sig da også endnu en spændende kamp i morgen.

- Jeg tror, det bliver en underholdende kamp. Begge hold vil gerne have bolden og er også bedst, når de er på bolden. Så det, vi håber på, er selvfølgelig, at vi lykkes bedst med at holde på den og så i sidste ende hive de tre point hjem, fortæller Brøndbys nummer 6, der spillede alle 90 minutter i Silkeborg. 

Og netop den kamp i søndags, hvor Brøndby IF vandt 2-0, har sørget for højt humør blandt spillerne i truppen.

- Der har været en rigtig god stemning. Og jeg synes også, at der er blevet præsteret rigtig fornuftigt på det seneste, hvor vi som hold er kommet frem til mange chancer. Så alle har også noget at have deres selvtillid og gode humør i. Så forhåbentlig kommer vi til at se et sprudlende Brøndby-hold i morgen – viljen er der i hvert fald til at give tilskuerne endnu en god oplevelse.
 
Fokus på energi
Martin Ørnskov selv kan måske se frem til en placering lidt længere fremme på banen, efter han spillede i midterforsvaret i søndags. Christian Nørgaard sidder udenfor med karantæne, og det kan betyde, at Thomas Frank skubber Ørnskov tilbage på midtbanen. En omstilling, den 29-årige Brøndby-spiller efterhånden er vant til. 

- Det kræver lidt at skulle omstille sig fra det ene til det andet, men nu har jeg prøvet det så mange gange efterhånden, så det er der ikke så meget nyt i. Det er et tæt program, så for mig handler det især om at være så fysisk klar som overhovedet muligt. Og i den forbindelse hjælper sejren i Silkeborg selvfølgelig rigtig meget – det giver altid ekstra energi at vinde. 

Deltag i Ugens BIF Bet og vind VIP-billetter
Hvis du også tror, netmaskerne kommer til at blafre rigeligt i morgen, så skulle du tage at profitere på det. Som sædvanligt har Brøndby IF’s samarbejdspartner, Bet25, Ugens BIF Bet på programmet, og i denne uge har de skruet ekstra op for oddset på over 3,5 mål i kampen. Du kan læse mere om det her