Frank: Vi skal have de tre point

16.05.2015 15:40

Brøndby IF med cheftræner Thomas Frank i spidsen skal søndag eftermiddag op mod en af de to kommende nedrykkere fra Alka Superligaen, nemlig Silkeborg IF.

Spil på kampen: Tror du på, at Brøndby IF tager fjerde udesejr i træk på søndag, kan du hos hovedpartner, Bet25, få odds 1.55.

Trods SIF’s status som nedrykkere forventer Thomas Frank ikke på nogen måde, at kampen bliver let. Omvendt forventer cheftræneren, at der med en god og koncentreret præstation kommer tre point mere på kontoen efter søndagens kamp.

- Vi har en intention om tage derover og kontrollere og dominere kampen. Vores pejlemærke er de stabile og gode præstationer, vi kontinuerligt har leveret i foråret - også på udebane, hvor vi har vundet de tre seneste opgør. Det vi stræber efter, er det niveau, vi så i første halvleg mod OB. Det skal vi stile mod at ramme på søndag mod Silkeborg.

Rent spillemæssigt er der en række faktorer, som de blågule har fokus på op til kampen i søhøjlandet, fortæller Thomas Frank.

- Det er først og fremmest sindssygt vigtigt, at vi kommer ud til kampen med det rette mindset. Vi skal angribe fra første minut og gribe initiativet. Vi skal kontrollere kampen, finde de rigtige positioner og flytte bolden hurtigt. Og så skal vi ikke mindst være rigtig opmærksomme på, hvornår vi kan spille direkte på de små brydninger i spillet og på omstillinger. Sidst, men ikke mindst, gælder det om ikke at give dumme muligheder væk ved at være omhyggelige og kvalitetsbevidste i vores boldomgang. Og så skal vi selvfølgelig være skarpe på standardsituationer i begge ender.

Selv om Silkeborg IF som nævnt er rykket ned i den næstbedste række, er det ingen walkover, der venter de blågule søndag eftermiddag. Ingen kampe i Alka Superligaen er lette, og derfor handler det meget om egen indstilling og indsats - hvis den er god nok, bliver det også til fuld gevinst, siger Thomas Frank.

- Det er en kamp, hvor alle forventer, at vi nemt går derover og tager de tre point. Men der er intet, der er nemt i denne række - det har vi set adskillige eksempler på. Vi har respekt for Silkeborg og for, at de også leverer gode ting i deres kampe, men i sidste ende handler det om os selv og vores egen præstation. Vi skal bringe en 100 % koncentreret indsats med fuld energi og aggressivitet - det er det, det handler om for os. Gør vi det, så når vi også vores målsætning om at tage de tre point med hjem fra Silkeborg.

Der er kickoff på Mascot Park i Silkeborg søndag kl. 17:00. Kampen kan i TV ses på CANAL 9.