Sæsonopstarten indledes torsdag

17.06.2015 20:50

Sommerferien har ikke været lang for Brøndby IF's spillere og ledere, der allerede torsdag morgen - 11 dage efter sæsonafslutningen - genoptager træningen frem mod den kommende sæsons vigtige opgaver. Som bekendt indledes 2015-2016-sæsonen allerede den 2. juli, hvor der er kvalifikationskamp til Europa League på programmet. Modstanderen findes i øvrigt på mandag den 22. juni, hvor UEFA-lodtrækningen finder sted i Nyon i Schweiz.

Torsdagens træningsopstart indledes med et spillermøde om morgenen, hvorefter der trænes fra cirka kl. 10:30 på bane 3+4 bag Brøndby Stadion.

Landsholdsspillere mangler, talenter rykkes op

Til træningsopstarten må cheftræner Thomas Frank og det øvrige trænerteam se bort fra fire spillere, der har været eller er på landsholdstjeneste og derfor får forlænget deres ferie. Det drejer sig om Daniel Agger, Lukas Hradecky, Christian Nørgaard og Riza Durmisi.

Til gengæld vil der til torsdagens træning være et par unge ansigter fra Brøndby Masterclass, som ikke var i truppen i den forgangne forårssæson. 

Det drejer sig om højrebacken Svenn Crone, der er retur fra lejeophold i Brønshøj, venstrebacken Kristian Larsen, der rykkes op fra U19-truppen, samt midtstopperen Malthe Johansen, der er vendt tilbage fra lejeophold i FC Porto. I udgangspunktet vil disse tre spillere være en del af Superliga-truppen i den kommende sæson.

Desuden meddeles det fra den sportslige afdeling, at U19-spiller Rezan Corlu også rykkes op og deltager fast i Superliga-truppens træningspas. Daniel Stückler fra U19-holdet vil også i øget grad vil være en del af Superligatruppens træningsmiljø, hvor han vil træne med hver onsdag og torsdag. Begge talenter vil sandsynligvis fortsat spille kampe på U19-holdet i den kommende sæson, da de har alderen til det.

Også på sidelinjen er der et nyt ansigt at finde. Assistent- og angrebstræner Mark Strudal har således første arbejdsdag på Vestegnen torsdag.

Torsdagens træning er åben for offentligheden.