Masterclass: U17-talenterne er danske mestre

13.06.2015 16:20

Med en sikker 3-1-sejr over OB foran et godt fyldt tilskuerafsnit på bane 2 bag Brøndby Stadion sikrede U17-talenterne fra Brøndby Masterclass sig lørdag eftermiddag det danske U17-mesterskab 2014-2015.

De nærmeste forfølgere fra FC Nordsjælland, der i lørdagens sidste spillerunde skulle vinde og hente fire mål på de blågule for at tage guldet, måtte nøjes med 1-1 mod Lyngby BK, og med den blågule sejr var det dermed en realitet, at guldmedaljerne skulle til Vestegnen.

Cheftræner Søren Juul og de talentfulde spillere på U17-holdet har spillet en stærk sæson, hvor især foråret har været meget imponerende. Ud over det netop vundne mesterskab har Masterclass-talenterne også vundet pokalturneringen her i forårssæsonen.

Sejren over OB blev sikret på mål af Karl Dines Appelt (2) og Oliver Carrara.

Du kan se en video med guldjubel efter at mesterskabet var i hus på Brøndby IF's Facebook-side.

Stort tillykke til spillere og ledere fra U17-holdet og fra hele Masterclass!