
Mark Strudals første arbejdsdag
18.06.2015 15:20
I dag var Brøndby IF's spillere tilbage på træningsbanen efter en kort sommerferie. Og ud over en håndfuld nye, unge spillere var der også et nyt ansigt at spotte på sidelinjen sammen med cheftræner Thomas Frank og det øvrige trænerteam.
Mark Strudal havde nemlig første arbejdsdag som Brøndby IF's nye angrebs- og assistenttræner, og efter endt træning fangede brondby.com den gamle målræv til en snak om den første arbejdsdag i Brøndby IF.
- Jeg synes, jeg har fået en rigtig fin modtagelse. Jeg har fået hilst på trænerstaben, fysser, læge, psykolog og har fået et rigtig godt indtryk af dem alle sammen. Det er en fornøjelse at være en del af sådan et team af kvalificerede og ambitiøse mennesker. Jeg har selvfølgelig også hilst på spillertruppen, hvor jeg allerede kender en del i forvejen. Det er nogle rigtig gode fyre, ingen tvivl om det. Og så var det selvfølgelig bare rart at komme ud på banen og få lidt græs under fødderne - også selvom det var moderat træning, der mest handlede om at få føling med bolden og græsset igen.
Kommer med en masse erfaring i rygsækken
Mark Strudal kommer til Vestegnen efter næsten ti år i FC Nordsjælland, hvor han har vundet pokaler og været med i Champions League. Og han glæder sig til at bidrage med sin erfaring og viden fra sit tidligere job.
- Jeg kommer med en masse know-how efter mine mange år i FC Nordsjælland, hvor jeg har prøvet en masse ting og har gået i en slags mesterlære som angrebstræner skråstreg assistent. Og spillestilen i de to klubber minder jo på nogle parametre om hinanden, så på den måde føler jeg, at jeg kan komme hurtigt ind i det og også bringe nogle idéer og tanker om, hvordan vi kan rykke os yderligere på afslutningsdelen, som jeg interesserer mig rigtig meget for.
- Jeg har store forventninger til jobbet og glæder mig til at komme i gang med angrebstræningen og nogle af de her principper, jeg har for det. Og så glæder jeg mig også rigtig meget til at føre det hele vejen ned igennem systemet til de unge - jeg kommer også til at træne med Masterclass-talenterne flere gange om ugen - og jeg ser meget frem til at være med til at styrke den røde tråd ned gennem klubben og gøre de unge spillere klar til førsteholdet.
Er kommet hjem
Brøndby IF er ikke ukendt for Mark Strudal - langt fra endda. I den blågule trøje blev det til i alt 40 mål fra 1993 til 1995, og til trods for at den tidligere angriber havde første arbejdsdag på sit nye job i dag, var det bestemt ikke ukendt territorium.
- Jeg er rigtig glad for at være tilbage i Brøndby. Jeg har så mange gode minder fra den her klub, så selvom det er et nyt job, så føler jeg på en eller anden måde, at jeg er kommet hjem. Netop derfor glæder jeg mig også til at give noget tilbage i form af know-how og viden, og det hjælper selvfølgelig også, at jeg kender dyderne og sjælen i klubben.