
Larsson: Har vist, at vi er et tophold
06.06.2015 08:55
I starten af februar hentede Brøndby IF svenske Johan Larsson i IF Elfsborg. Siden har han spillet samtlige af forårets Superligaminutter på sin højre back, og det har kastet tre mål og lige så mange oplæg af sig.
Nu kan Johan Larsson se tilbage på sit første halve år på Vestegnen. Og den 25-årige svensker har fået et godt indtryk af sit nye hold.
- Jeg synes, det er gået rigtig fint. Jeg er faldet godt til og har fået spillet mange kampe i et forår, hvor vi ikke fik lige så mange point, som vi fortjente i starten. Men jo længere vi er kommet på foråret, har vi fået flere point på ude- og hjemmebane. Så jeg synes, vi har vist, at vi er et hold, der hører til i toppen, fortæller Larsson, der mener, at han stadig kan forbedre sit spil.
- Jeg har haft mange toppe, men der har også nogle mindre gode kampe. Alt i alt synes jeg, at jeg har bidraget godt til holdet, men jeg skal også huske på, at jeg ikke er på 100 % endnu – jeg skal stadig lære holdkammeraterne at kende fuldstændig og blive helt implementeret i spillestilen. Og det bliver bedre for hver eneste kamp, jeg spiller.
Altid sjovere at få medaljer efter sejr
På søndag skal Johan Larsson og holdkammeraterne ind til den sidste kamp, når Esbjerg fB kommer forbi Brøndby Stadion. Rent pointmæssigt er der ikke det store at spille om, da begge hold er sikret henholdsvis bronzemedaljer og overlevelse i Superligaen.
Alligevel mener Johan Larsson ikke, at det bliver noget problem at skulle motivere sig inden opgøret.
- Det er altid fedt at skulle spille på hjemmebane i sidste kamp, så man kan sige ordentlig tak til alle de fans, der har været ude og støtte os. Så vi skal ud og kontrollere kampen og vise, at vi er rigtig glade for støtten og så give fansene tre point lige inden sommerferien. Og så er det altså også sjovere at få medaljer efter en sejr fremfor efter et nederlag.
Vil du være med til sæsonens sidste fest, så kan du gøre brug af det ekstraordinære tilbud op til kampen. Traditionen tro er der Gult Stadion i sæsonens sidste kamp, og op til kampen mod Esbjerg kan du komme ind ved at købe ”Gult Stadion”-t-shirten.