Landsholdsoverblik: Tre spillere i aktion

16.06.2015 10:30

Landskampspausen er slut, og igen har vi haft flere Brøndby-spillere i aktion rundt omkring i verden. Her får du et overblik over de blågule spillere, der har repræsenteret deres landshold. 

Teemu Pukki og Lukas Hradecky langt fra EM
De to finner var som sædvanlig med i landtræner Mixu Paatelainens trup. Men i den første testkamp mod Estland i tirsdags var det kun Pukki, der fik spilletid, da han kom ind i pausen og spillede anden halvleg i finnernes 0-2-nederlag.

Da det virkelig gjaldt i EM-kvalifikationen mod Ungarn på hjemmebane, var Lukas Hradecky dog igen at finde i målet, og ligesom i den forrige kamp startede Teemu Pukki også inde, men han blev skiftet ud efter første halvleg. Finnerne tabte 0-1, og de har nu syv point op til Ungarn på den playoff-givende tredjeplads.

Daniel Agger med i dansk sejr
Som mange nok så, var det danske landshold i kamp mod Serbien lørdag aften i Parken. Og her var det som sædvanlig Brøndby-spilleren Daniel Agger, der bar anførerbindet hos de rødhvide. 

Kampen blev vundet 2-0, og Daniel Agger spillede solidt i forsvaret – om end han havde knap så meget succes i den anden ende, hvor hans straffespark efter godt en halv times spil blev reddet af den serbiske målmand. 

Danmark har nu 10 point efter de første fem kampe, og en placering i top-3 synes så godt som sikret. 

U21-EM skydes i gang

Selvom A-landsholdene holder pause, ruller landsholdsbolden stadig, når U21-EM i Tjekkiet går i gang i morgen. Her spiller Danmark åbningskamp mod værterne fra Tjekkiet, og med på holdkortet er de to Brøndby-spillere, Christian Nørgaard og Riza Durmisi. Kampen går i gang klokken 18:00, og du kan se den på DR3.