
Brøndby Cares: Donation fra Roma-bold overrakt til kræftramte børn
16.06.2015 15:55
For godt et halvt år siden kunne tilskuerne på Brøndby Stadion overvære noget helt specielt i pausen af Brøndby IF - SønderjyskE.
Her blev bolden fra Brøndby IF's største kamp - opgøret mod AS Roma i Europa Cuppens semifinale - overbragt til klubben, og efter kampen blev der samlet ind blandt Brøndby IF's sponsornetværk til en donation, der skulle gå ubeskåret til børnecancerafdelingen på Rigshospitalet.
Indsamlingen indbragte imponerende 13.134,25 kroner, og i dag var en af spillerne fra kampen mod AS Roma, Kim Vilfort, og boldens tidligere ejer, Klaus V. Andersen, forbi på Rigshospitalets børnecancerafdeling for at overrække checken.
En tur til Oslo bragte bolden hjem
Det fantastiske klenodie vil blive udstillet i Roma-loungen på Brøndby Stadion, og historien om, hvordan den legendariske kampbold kunne ende med at gavne de cancerramte børn på Rigshospitalet, er mindst lige så fantastisk - og ganske finurlig:
Klaus gav i anledning af 50-års jubilæet i december bolden til Brøndby IF som en gave, og selv om bolden formodentlig ville kunne indbringe en fin sum penge, har han afvist at modtage betaling for det. Til gengæld spurgte den glade giver, om man kunne starte en indsamling til et godt formål - og det er altså det, der har udmøntet sig i en check på 13.134,25 kroner til børnecancerafdelingen på Rigshospitalet.