Strudal: Vi skal levere igen

09.07.2015 10:17

Ni mål i samme kamp. Det lyder umiddelbart som en af de præstationer, en angrebstræner kan tillade sig at være særdeles tilfreds med.

Det glædede da også den nye, blågule angrebs- og assistenttræner Mark Strudal at se Brøndby-spillerne banke så mange bolde i nettet i det første opgør mod AC Juvenes/Dogana for en uge siden. I aften venter imidlertid en ny opgave, selv om det er den samme modstander, der blev besejret 9-0. En helt ny opgave, lyder det.

- Der er rigtig mange facetter, jeg som angrebstræner glæder mig til. Der er altid noget vigtigt i kampene, og alle kampe er vigtige på vores videre færd for at dygtiggøre os, fortæller Mark Strudal, da brondby.com sætter ham stævne til en angrebssnak i hotelfoyeren.

- Med tanke på den vindermentalitet, vi arbejder med, så skal vi gå ind til hver kamp for at vinde den og samtidig score alle de mål, vi kan. Der er noget mentalt i at vinde 9-0 og så spille en ny kamp, uden at der går sommerkamp i den. Vi skal gå ind i opgøret som en enhed og spille med et mindset, der siger, at vi skal arbejde lige så hårdt som i den første kamp. Det giver noget selvtillid og tro på egne evner at kunne gøre det. Vi skal bekræfte os selv i, at vi er, hvor vi skal være rent mentalt for at kunne levere igen, selv om vi scorede så mange mål i det første opgør.

- Som angrebstræner er der også et fokus på at udbygge vores glæde ved at score mål. Udgangspunktet er, at man som angriber vil score eller lave assist i hver kamp. Det betyder ikke, at vi i offensiven skal rende rundt med hovedet under armen og spille selvisk - det skal lykkes i fællesskab efter den plan, der er lagt. Vi skal gå efter at score så mange mål som muligt, men ingen ved, om det bliver et, to, tre eller flere. Følelsen af at score mål følger os resten af sæsonen. Hver gang en angriber scorer, bygger han endnu mere selvtillid op. Jeg ved, at det er med til at styrke dem, og derfor er det et fokuspunkt i aften både individuelt og som hold, forklarer Mark Strudal.

En fremragende mulighed

I opstarten i vinter var et af fokuspunkterne at opbygge en stærk base i form af en velfungerende organisation i defensiven. Nu bliver der bygget oven på den base, blandt andet med fokus på afslutningsspillet på den sidste tredjedel af banen.

- Hele staben har igennem det seneste stykke tid haft ekstra fokus på "fase 3". Det vil sige gennembruddet og de forskellige mønstre i afslutningsspillet. Aftenens kamp er en fremragende mulighed for at få arbejdet med netop gennembrudspasningen eller stikningen, men så sandelig også løbene og bevægelserne, siger Mark Strudal og kommer ind på en anden af klubbens værdier, nemlig kvalitet.

- Der skal være kvalitet, og vi skal kunne se, at der bliver arbejdet 100 %. Når slutfløjtet lyder, skal spillerne - uanset cifrene på måltavlen - kunne gå fra banen med en følelse af, at de gjorde alt, hvad de kunne. Derigennem håber vi, at det også har resulteret i, at vi har set nogle af de mønstre, vi træner på. Det vil igen være med til at bygge på selvtilliden og styrken som hold at kunne se, at vi rykker os i fællesskab, siger Mark Strudal og tilføjer:

- Kvaliteten skal imidlertid ikke kun være i løbene, men også i kombinationsspillet og gennembrudsmønstrene omkring feltet, som fører til chancen og måske også en "100 % chance". Det vil glæde mig som angrebstræner, for så ved jeg, at vi rykker os, og at der hele tiden er potentiale til at løfte tingene yderligere. Hvis indstillingen til hver kamp er at forberede sig optimalt og søge 100 %-indsatsen, så ved vi også, at det vil lykkes på den lange bane. Hvis man arbejder hårdt med kontinuitet, så lykkes tingene også på et tidspunkt.

- Derudover skal vi også huske, at vi har en stor gruppe af vores fantastiske fans med herned, og dem vil vi gerne give et godt resultat og et flot stykke arbejde som tak for støtten.

 Tror du på et målrigt opgør, er der flere spilmuligheder hos hovedpartner Bet25.dk - eksempelvis odds 1.50 på mere end fire mål i kampen og odds 1.90 på mere end fem.