
Bech: Skal få kvalitet og ansvarlighed til at matche
05.07.2015 08:25
Det er knap to uger siden, at Troels Bech satte sig i stolen som ny sportsdirektør på Brøndby Stadion. Selv om jobbet spænder langt bredere end køb og salg af spillere, er det spørgsmål om transfervinduet, som har fået mest fokus i pressen og på de sociale medier.
Med rette, lyder det fra Troels Bech. Lige nu er det netop en styrkelse af Superliga-truppen, der har højeste prioritet. Håbet er at have det hele på plads så hurtigt som muligt, men det vil ikke være på en måde, hvor der bliver gået på kompromis med forarbejdet eller kvaliteten.
- Vi vil gerne have alle de spillere, vi ønsker os, på plads hurtigst muligt, og jeg kan garantere, at der er en enorm indsats fra hele staben i forhold til at afsøge de muligheder. Vi ved imidlertid også, at hvis vi bare springer på den første den bedste, så risikerer vi at låse os selv typisk tre eller fire år frem i tiden med en spiller, som ikke viser sig at være den rette. Vi vil gerne bygge et hold op, så det over tid bliver stærkere og stærkere i stedet for at reparere huller, der kan være lige nu, fortæller Troels Bech og tilføjer:
- Der er nogen, der mener, at vi eksempelvis skal have en angriber. Jeg kan tælle, at vi ikke har en overflod – Pukki er permanent nu, Elmander er senest blevet brugt på den dynamiske midtbaneposition og så helt unge Stückler. Jeg kan godt forstå, hvis det menes, at vi har for få, og vi ved lige præcis, hvilken profil der passer på den angriber, vi gerne vil have. Her kommer den økonomiske ansvarlighed ind, for det er den dyreste position på holdet. Dem, der kan det, vi gerne vil have, har mange muligheder og ofte et bestemt prisskilt vedhæftet. Derfor kan vi heller ikke helt ukritisk ”springe på”.
- Hele øvelsen består i at få kvalitet og ansvarlighed til at matche. Dertil kommer et tidspres ift. ønsket om at være hurtigt på plads med truppen, men vi prioriterer i første omgang økonomisk ansvarlighed og kvalitet, hvor tidspresset kommer lidt længere nede. Jeg har selv været cheftræner og har stor forståelse for ønsket om at få spillerne hurtigt ind, men man skal træne de samme spillere om et år eller to. Derfor har Thomas (Frank, red.) og jeg en fælles forståelse for, at vi ikke går efter det første det bedste, men efter det allerbedst tilgængelige.
Et mål om at være på forkant
Indtil videre har det nuværende transfervindue budt på tre indkøb, et salg af Nikolai Laursen, en udlejning af Ariel Nuñez og flere kontraktudløb. Dertil er truppen blevet tilført talenter fra egne rækker.
Seneste tilgang er U21-landsholdskeeperen Frederik Rønnow, der har skrevet en 4-årig kontrakt og dermed slutter sig til Lukas Hradecky og Andreas Hansen i målmandsteamet. Den talentfulde målmand er et godt eksempel på den måde, de blågule gerne vil ’polstre’ truppen på den lange bane, så man opretholder en stærk trup, som ikke er lige så sårbar over for udskiftning, hvis et stort bud skulle lande på sportsdirektørens bord, fortæller Troels Bech.
- Til næste transfervindue er det målet, at vi er på plads forholdsvis tidligt i januar. Tanken er at være så tilpas meget på forkant til at have en chance for at give trænerne det bedste udgangspunkt ved at have holdet samlet i begyndelsen af opstarten. I dette transfervindue er der af flere grunde stadig muligheder åbne. Jeg vil dog bemærke, at de første to tilgange (Christian ”Greko” Jakobsen og Teemu Pukki, red.) var på plads, allerede inden jeg begyndte. Nu har vi så lavet en tredje i form af Rønnow, så vi er ikke passive, men håbet er, at vi over tid kan nå at være så tilpas tidligt på plads med truppen i transfervinduerne, at trænerne starter op med tæt på en fuld trup, siger Troels Bech og tilføjer:
- Så er der alle de sædvanlige forbehold. Jo højere oppe man er i fødekæden – Chelsea, Real Madrid, FC Barcelona – jo mere kan man styre det, for de er ikke altid nødt til at sælge spillere. Andre steder er salg en del af forretningen og en del af finansieringen for at få de nye spillere, man ønsker. Vi er højt i fødekæden i Danmark, men vi har også konkurrenter uden for landets grænser, som kan tilbyde fx vores målmænd noget, som vi ikke kan. Med indkøbet af Rønnow har vi sikret os imod, at vi ikke skader vores hold, selv om enten Andreas Hansen, Lukas (Hradeckys, red.) eller Frederik selv (Rønnow, red.) på et tidspunkt skulle ryge af sted. Det er et godt tegn og et symbol på, hvordan vi gerne vil bygge tingene op over tid.
Til- og afgange for Superliga-truppen indtil videre
Tilgange: Kristian Larsen (egne rækker), Rezan Corlu (egne rækker), Malthe Johansen (retur fra leje), Svenn Crone (retur fra leje), Christian ”Greko” Jakobsen, Teemu Pukki og Frederik Rønnow.
Afgange: Ferhan Hasani (kontraktudløb), Michael Falkesgaard (kontraktudløb), Mads Nielsen (kontraktudløb), Kristian Andersen (kontraktudløb), Holmbert Fridjonsson (lejeudløb), Nikolai Laursen (PSV Eindhoven) og Ariel Nuñez (leje).