U19-optakt: Nyt presspil og stærkere defensiv

26.02.2015 12:42

På lørdag tager Brøndby Masterclass’ U19-talenter hul på foråret i U19-ligaen med en hjemmekamp mod AaB, som indtager 6. pladsen i ligaen – 3 point foran Brøndby IF på 9. pladsen. En hjemmesejr i lørdagens kamp kan med andre ord medføre forskydninger i den aktuelle stilling, da de blågule med tre point i hus kan avancere hele tre pladser.

Gæsterne fra Aalborg fik en skidt start på efteråret med nederlag til de to førerhold, FC Nordsjælland og FC Midtjylland. Herefter fandt nordjyderne deres ben igen og har kun lidt ét nederlag i de seneste otte kampe, hvoraf de står som ubesejrede i de seneste seks kampe før vinterpausen. Det er med andre ord et – hvis man tager efterårstuneringen i betragtning – formstærkt Aalborg-hold, der lørdag gæster Brøndby.

AaB’s trup tæller flere dygtige spillere, hvor blandt andre U19-landsholdsangriberen Jannik Pohl er iøjnefaldende. Også på U18-landsholdet er AaB repræsenteret med en enkelt spiller i form af defensivspilleren Morten Rokkedal.

Status på truppen

Truplisten er mere eller mindre uændret. Ingen spillere har forladt holdet i løbet af vinteren, mens en enkelt er ”vendt hjem”. Det drejer sig om forsvarsspilleren Marcelo Mendes (billedet) fra Brøndby IF’s sydafrikanske samarbejdsklub, Bidvest Wits. Marcelo var en del af U19-truppen i den indledende del af sæsonen. Aftalen har fra starten af opholdet været, at han efter en håndfuld kampe skulle vende hjem til Sydafrika for at færdiggøre sit studie. Nu er han tilbage, og truppen har dermed fået tilført en ny ’gammel’ spiller. Vi hilser Marcelo velkommen tilbage til Vestegnen.

Derudover er forsvarstalentet Kristian Larsen vendt tilbage fra de skader, som holdt ham ude hele efteråret. Han scorede endda i Superligaholdets Reserveliga-opgør mod OB i tirsdags. Det må betegnes som en afgjort forstærkning af truppen, at Kristian Larsen nu er i stand til at være en del af holdet såvel på træningsbanen som i kamp. Der skal – foruden et velkommen tilbage – lyde et stort tillykke til Kristian med den nylige udtagelse til U19-landsholdet.

Opstarten

Opstarten har resultatmæssigt været en opadgående kurve for U19-talenterne. De to første træningskampe bød på nederlag til HB Køges U19-hold og Herlevs seniorhold fra 2. division. 

Siden da er de blågule ubesejrede igennem fire træningskampe, hvor det er blevet til sejre over Halmstad, Bucaspor og senest HB Køge. Målt på resultaterne synes U19-holdet efterhånden at have fundet melodien frem mod sæsonåbneren mod AaB.

På træningsbanen har cheftræner Per Frandsen sædvanen tro prioriteret den fysiske form højt i opstarten. Foruden det fysiske element har der været stor fokus på den del af spillet, hvor modstanderen har bolden. Således er der blevet arbejdet med implementeringen af en ny presstrategi samt at spille et nyt forsvar sammen. Strukturen i defensiven begynder at se markant bedre ud, hvilket har affødt få chancer imod holdet i de seneste testkampe.

Forventninger til foråret

U19-cheftræner Per Frandsen fortæller:

- Forventningerne til foråret er, at holdet resultatmæssigt får flere point på kontoen, end det var tilfældet i efteråret, og dermed bevæger sig opad i tabellen. Hvis der skal efterrationaliseres i forhold til efteråret, var tendensen set over det halve år, at de kampe, der ’lå på vippen’, typisk tippede over til modstanderens fordel. Manglende modenhed i beslutning og handling var medvirkende til denne tendens. Vi vil i det kommende forår forhåbentlig se et mere modent og velorganiseret Brøndby-hold, som på baggrund af dette rager flere af de løse point til sig og dermed avancerer i tabellen.