Svenn Crone udlejes til Brønshøj BK

02.02.2015 23:00

Brøndby IF’s 19-årige backtalent, Svenn Crone, får i den kommende halvsæson mulighed for fast spilletid i den næstbedste danske række. 

Crone er således udlejet indtil sommeren 2015 til hvepsene fra Brønshøj BK. Sportsdirektør Per Rud udtaler i den forbindelse:

- Siden Svenn i sommer blev rykket op i Superligatruppen, har han rykket sig rigtig meget. Han har løbende lagt på sit spil og virkelig taget udfordringen op.

- Svenn besidder de helt rigtige spidskompetencer, der skal til på den lange bane, og vi ser et stort potentiale i ham. Det har han igen demonstreret her i opstarten, hvor han blandt andet startede inde mod Mlada Boleslav og gjorde det strålende.

- Med Frederik Holst og Johan Larsson, der kan dække samme position som Svenn, giver det rigtig god mening for ham og for os, at han nu kommer på græs og tager de næste trin i udviklingen i Brønshøj.

Svenn Crone, der viste lovende takter i Brøndby IF’s to første træningskampe i 2015, fik sin officielle debut i den gule trøje i pokalkampen mod Fremad Amager den 29. oktober 2014.