Sejr i sidste test før Superligastart

15.02.2015 17:26

Søndag eftermiddag besejrede Brøndby IF amerikanske New York City FC i en træningskamp spillet på Academy Stadium på Manchester Citys anlæg.

De blågule leverede en god præstation defensivt som offensivt og kunne fortjent trække sig sejrrige ud af opgøret på mål af Martin Ørnskov inden pausen og Ferhan Hasani efter pausen.

Startopstillingen til søndagens kamp var identisk med de 11 spillere, der startede i forrige træningskamp mod IFK Göteborg. Hradecky, Larsson, Dumic, Albrechtsen, Da Silva, Ørnskov, Phiri, Nørgaard, Hasani, Pukki og Elmander var således i aktion fra første fløjt i Manchester.

I anden halvleg skiftede cheftræner Thomas Frank fem gange, hvilket gav spilletid til Andrew Hjulsager, Riza Durmisi, Frederik Holst, Nikolai Laursen og Alexander Szymanowski.

Nu venter en god træningsuge, før de blågule næste søndag den 22. februar kl. 19 spiller mod de forsvarende danske mestre, AaB, i Aalborg.

Reaktioner fra søndagens sejr over New York City FC følger her på brondby.com.