Phiri matchvinder i 1-0-sejr over IFK Göteborg

08.02.2015 00:50

Brøndby IF sluttede træningslejren i Portugal med en sejr. Lebogang Phiri blev således matchvinder med et flot langskud, da de blågule slog de svenske sølvvindere fra IFK Göteborg 1-0 og dermed tog tredjepladsen til Atlantic Cup.

Det kunne dog godt være blevet en markant større sejr. Hasani, Pukki, Durmisi og Fridjonsson havde alle store chancer i IFK-feltet, og generelt var der gode takter på Brøndby-holdet. Selv om de blågule sparede Thomas Kahlenberg og Daniel Agger fra startopstillingen, var der masser af kommunikation, og især Christian Nørgaard faldt i øjnene med stor aggressivitet og gode aktioner på den centrale midtbane.

brondby.com vender tilbage med reaktioner på opgøret, hvor Johan Larsson fik uofficiel debut i Brøndby-trøjen.