Per Rud: DBU får topkompetent leder
25.02.2015 13:30
Brøndby IF’s team manager, Kim Hallberg, der gennem de sidste halvandet år har været tilknyttet den sportslige sektor på Vestegnen, har fået stillingen som elitechef i DBU og skifter dermed gult og blåt ud med rødt og hvidt. Det er netop offentliggjort.
Sportsdirektør i Brøndby IF, Per Rud, kalder det ”et scoop” for DBU, at Kim Hallberg nu vender tilbage til Boldspil-Unionen, hvor han tidligere har været blandt andet talentkoordinator.
- Der er ingen tvivl om, at DBU får en leder, som har de helt rette kompetencer til det job, han skal bestride. Det er et scoop. Kim har været en stor gevinst for os at have i teamet, hvor alt omkring holdet har været sat i system, og der er grund til at rose Kim for et fantastisk samarbejde ikke mindst på det strategiske plan.
- Vi er rigtig glade på Kims vegne og stolte over at kunne sende en leder videre til så betydningsfuld en stilling i DBU. Men samtidig er vi kede af at miste Kims mange styrker og gode egenskaber her i klubben. Vi siger mange tak for indsatsen i Brøndby IF og held og lykke i DBU.
Kim Hallberg starter i sin nye stilling hos DBU den 1. april.