Organisationsændringer i kommunikation og marketing

12.02.2015 12:35

I kølvandet på ansættelsen af Henrik Reichel Bartholdy som ny, kommerciel direktør omstrukturer Brøndby IF nu kommunikations- og marketingafdelingerne. Det sker som følge af et øget fokus på selskabets kommercielle forretningsområder.
 
Marketing skilles rent organisatorisk fra kommunikation og vil med marketingchef Thomas Skov Petersen i spidsen høre under den kommercielle afdeling ved Henrik Reichel Bartholdy. Kommunikation vil fremadrettet – med reference til den administrerende direktør – ledes af kommunikationschef Mikkel Davidsen, der i de forgangne fire år har været pressechef i selskabet.
 
Administrerende direktør Jesper Jørgensen siger:
 
- Det altoverskyggende mål for os som selskab er at komme i økonomisk ligevægt i 2017, og det betyder blandt andet, at vi skal vækste yderligere på vores kommercielle forretningsområder.
 
- I den forbindelse har vi fundet det givtigt at rykke marketing tættere på vores kommercielle afdeling. For kommunikationsafdelingens vedkommende vil der i den kommende tid ligeledes være øget fokus på at understøtte vores kommercielle aktiviteter.
 
Se Brøndby IF's organisationsdiagram her.