Masterclass: U12-U19 på træningslejr i Tyrkiet

11.02.2015 09:25

I indeværende uge er Brøndby Masterclass (U12-U19) på træningslejr med 140 spillere, trænere og ledere i den tyrkiske by, Kusadasi. I vil her på sitet kunne følge den blågule delegations beretninger fra turen.

Dag 1

Efter sen ankomst lørdag aften i Tyrkiet tog Masterclass-drengene hul på deres træningslejr søndag med et tætpakket program. 

Om aftenen havde A+-træner, Henrik Lehm, indkaldt samtlige spillere samt trænere og ledere til ”velkomstmøde”, hvor retningslinjerne for opholdet blev skitseret. Desuden brugte Henrik en stor del af taletiden på at fortælle spillerne – især de yngste årgange – om, hvad det indebærer at være på træningslejr og leve som professionel i en uge. 

I den forbindelse delte U19-spiller Daniel Stückler ud af sine erfaringer fra hans deltagelse i sidste uges træningslejr med Superliga-holdet i Portugal.

Efter velkomstmødet havde angrebstræner Peter Foldgast inviteret de offensive spillere fra alle årgange til en udviklende snak om spillet på den sidste tredjedel. På tværs af årgangene blev der debatteret forskellige emner relateret til angrebsspillet, hvor diskussion i plenum samt videoklip satte gang i en masse tanker hos de unge drenge. Ambitionen var at få bygget bro på tværs af årgangene samt skabt en fodboldfaglig debat om, hvordan man med simple redskaber kan højne chancen for at score flere mål. Både de ”unge” og de ”gamle” bød aktivt ind med særdeles gode refleksioner. 

Om de kloge ord kan blive omsat i flere Masterclass-kasser på banen, vil vi få en indikation af mandag, hvor samtlige hold skal i kamp mod hold fra et velanset ungdomsakademi, Bucaspor, nær byen Izmir.

Dag 2

Hele mandagen var afsat til træningslejrens første træningskamp for alle årgange. Det tyrkiske ungdomsakademi, Bucaspor, lagde kunstbaner til kampe fra U12 til U19. Drengene blev mødt af kompetent modstand, der gav alle hold gode kampe. Bucaspor var interesseret i at spille en god gang fodbold og kom med et aggressivt pres, hvorfor alle hold havde stort udbytte af kampene. 

Samlet set blev det til fire sejre og to nederlag. Foruden overvægten i sejre viste dagens kampe, at Masterclass er på vej i den rigtige retning med implementeringen af en fælles spillestil. De teoretiske seancer, hvor både Superliga og Masterclass har været repræsenteret, er ved at komme til udtryk i spillet på banen. I særdeleshed er den høje presstrategi ved at være en gennemgående signatur på tværs af årgangene.

Mandagens kampe i tal:
Bucaspor U19 - Brøndby IF U19 1-4 (0-2)
0-1 Jamil Faizi
0-2 Jamil Faizi
0-3 Mathias Andersen
1-3 
1-4 Mathias Andersen

Bucaspor U17 - Brøndby IF U17 2-1 (0-0)
0-1 Oliver Carrara
1-1 
2-1

Bucaspor U15 - Brøndby IF U15 4-3 (2-3)
0-1 Anton Hendriksen
0-2 Ertugrul Teksen
1-2
1-3 Selmin Borancic
2-3
3-3
4-3

Bucaspor U14 - Brøndby IF U14 1-2 (1-1)
0-1 Roni Arabaci
1-1
1-2 Mathias Ydell

Bucaspor U13 - Brøndby IF U13 1-6
0-1 Lasse Mouritsen
0-2 Marius Jørgensen
0-3 Giran Pyne-Cole
0-4 Alexander Petræus
0-5 Julius Barkum
0-6 Marius Jørgensen
1-6

Bucaspor U12 - Brøndby IF U12 2-3 (1-2)
0-1 Youcef Mokdad
0-2 Rasmus Højlund
1-2
2-2
2-3 Sebastian Brodersen