Masterclass i Tyrkiet - talenterne har ordet

17.02.2015 14:55

I sidste uge var Brøndby Masterclass (U12-U19) repræsenteret med 140 spillere, trænere og ledere på træningslejr i den tyrkiske by, Kusadasi. 

Løbende har man her på sitet kunne følge den blågule delegations beretninger fra turen, og som afslutning bringer vi her udvalgte talenters syn på den nyligt overståede Masterclass-træningslejr.

Nicklas Halse, U19

Hvordan har træningslejren været?
- Træningslejren har været god både træningsmæssigt og socialt. Vi har haft to gode kampe og en masse gode træningspas. Derudover har turen socialt været god, hvor vi som hold er kommet tættere på hinanden.

Hvad har I lært i løbet af ugen?
- Vi har lært en masse. Vi har haft fokus på det høje pres, opbygningsspillet og standardsituationer. Vi har haft mange træningspas og har derfor haft mulighed for at gå mere i dybden med de forskellige aspekter. Og haft mulighed for at kunne overføre det til de to kampe, vi har spillet dernede. 

Har I oplevet en sjov begivenhed på turen?
- Vi havde en lille konkurrence den ene dag, hvor hver spiller skulle komme med en sjov/pinlig episode, hvor resten af holdet så skulle gætte personen. Det blev til en del gode historier og masser af grin.

Gregers Lauritzen, U17

Hvordan har træningslejren været?
Træningslejren har været meget lærerig, og vores holdånd er blevet bedre. Vi har lært hinanden bedre at kende på tværs af årgangene.

Hvad har vi lært i løbet af ugen?
Vores pres er blevet markant bedre, og vi har fået nogle aftaler på plads omkring vores forsvarsspil.

Har vi oplevet en sjov begivenhed på turen?
Vores talentshows var rigtig sjove og også grænseoverskridende.

Anton Hendriksen, U15

Hvordan har træningslejren været?
Det har været en fed oplevelse med gode kampe. Humøret har været højt og sammenholdet godt på tværs af årgangene.

Hvad har vi lært i løbet af ugen?
Vi har lært, hvor meget sammenhold og hårdt arbejde betyder for, at holdet skal fungere, hvilket også viste sig i sejren over Altinordu. Vi har også lært, at det kræver disciplin i forhold til sengetider og kost at være på træningslejr. 

Har vi oplevet en sjov begivenhed på turen?
Det var rigtigt sjovt, da holdet og trænerne lavede en FIFA-turnering og spillede sammen. Det var også sjovt med quizzen omkring fodboldregler.

Mikkel Eslund, U14

Hvordan har træningslejren været?
Den har været god, der har været en masse træning. Det har været sjovt, at en masse hold fra andre årgange har været med. Det har gjort, at jeg har lært nye mennesker at kende.

Hvad har vi lært i løbet af ugen?
Vi har lært meget, især om det udenfor banen. Vi har lært en masse om, hvordan man skal agere som 24 timers prof. 

Har vi oplevet en sjov begivenhed på turen?
Træner/leder-kampen var højdepunktet og en sjov oplevelse. 

Laurids Brandt Andersen, U13

Hvordan har træningslejren været?
Den har været god. Det har været godt med de mange træninger. Vi har lært spillerne og trænerne fra de andre BIF-hold at kende, og vi har spillet mod nogle gode hold.

Hvad har vi lært i løbet af ugen?
På banen har jeg lært noget om, hvor jeg skal placere mig i kampene, når vi har bolden, og når modstanderne har bolden.

Har vi oplevet en sjov begivenhed på turen?
Jeg fangede A+ træneren (Henrik Lehm, red.) på vej ud fra frisøren og spurgte ham, "om han havde fået farvet hår?".

Sebastian Birkemose, U12

Hvordan har træningslejren været?
Det har været en fed tur med flere træningspas hver dag.

Hvad har vi lært i løbet af ugen?
VI har lært at arbejde med vores pres samt lært at leve som en 24-timers prof med hensyn til træning, hvile, mad, spillersamtaler og kampevaluering.

Har vi oplevet en sjov begivenhed på turen?
Det var fedt at være i poolen med hele holdet og hygge på værelserne med "gæt en fodboldspiller".