Masterclass i Tyrkiet, dag 3 og 4

12.02.2015 11:03

I indeværende uge er Brøndby Masterclass (U12-U19) repræsenteret med 140 spillere, trænere og ledere i den tyrkiske by, Kusadasi. Løbende vil I her på sitet kunne følge den blågule delegations beretninger fra turen.

Dag 3

Efter seks gode træningskampe på dag 2 var Masterclass-drengene atter tilbage på træningsbanen. 

I dag stod den på et enkelt restitutionspas for alle årgangene. Vejrguderne var desværre ikke med drengene i dag, for hvem dagens træningspas blev gennemført i kombineret sne og slud. Vejret til trods var det seks vellykkede træningspas, hvor stemningen og humøret var i top. En del konkurrenceøvelser var indlagt i træningspassene, hvor bl.a. de tabende U19-drenge måtte en tur i den (is)kolde, udendørs swimmingpool på hotellet. Dette til stor begejstring for den vindende part.

I dagens træningsseance var der en mindre rokade i trænerbesætningen. Således fik de yngste U12-drenge den mangeårige talenttræner i Brøndby IF, John Ranum, samt fire oversiddende spillere fra U17-holdet som trænere for en dag. "Assistenterne" talte Joel Kabongo, Tobias Noer, Magnus Häuser og Armend Aslani, hvor førstnævnte i sidste uge tog del i Superligaholdets træningslejr i Portugal. 

Et lærerigt pas for vores yngste kuld, som til gengæld bragte en træningsparathed, der fik selv den mest rutinerede træner i flokken til at lette på den karismatiske "Ranum-kasket".

Efter formiddagspassene har de respektive holdtrænere evalueret gårdsdagens kampe med spillerne – kollektivt og individuelt. Gode såvel som mindre gode videosekvenser fra kampene blev i den forbindelse vist til spillerne.
 
Al den holdtaktiske feedback til spillerne tager afsæt i den fælles spillestil, som implementeres ned igennem hele Masterclass. Som et led i den proces afholdte U15-cheftræner og U14-cheftræner, Frank Hjortebjerg og Niels Madsen, her til aften et spillestilsmøde for alle U12-, U13- og U14-spillere samt trænere og ledere. 

Her gav Frank og Niels teoretiske eksempler fra den fælles spillestil, hvilken er udarbejdet af trænerne fra Superligaholdet og Masterclass i fælleskab. Ambitionen er, at det spillemæssige udtryk helt ned til de yngste skal kunne spejles i Superligaens "way of playing".

I morgen står den igen på spændende kampe for de yngste årgange. U12, U13 og U14 møder således et af de bedste tyrkiske ungdomsakademier, Altinordu, hvor drengene for alvor kan forvente kamp til stregen. U15, U17 og U19 møder det samme akademis ældste årgange på torsdag.

Dag 4

Onsdag var talentholdene igen i kamp på Masterclass' træningslejr i Tyrkiet. Således mødte U12, U13 og U14 alle sammen særdeles stærke modstandere fra det tyrkiske ungdomsakademi, Altinordu. 

U14 viste god moral, fightede sig tilbage og hev et uafgjort resultat hjem. U12 og U13 led begge nederlag til de fysisk stærke, og samtidig teknisk velfunderede, tyrkiske spillere.

Kampene i tal:

Altinordu U12 – Brøndby IF U12 2-1 (2-1)
0-1 Marinus Larsen
1-1
2-1

Altinordu U13 – Brøndby IF U13 2-1 (1-0)
1-0
2-0
2-1 Selvmål

Altinordu U14 – Brøndby IF U14 3-3 (2-1)
1-0
2-0
2-1 Roni Arabaci
3-1
3-2 Victor Sørensen
3-3 Albert Jakobsen

For de ældste årgange stod dagen på to træningspas, hvor der både var afsat tid til den holdtaktiske sæsonforberedelse samt til individuel træning for den enkelte spiller. 

Der venter alle de tre hold en svær opgave i morgendagens kampe mod det samme ungdomsakademi, som de yngste var oppe imod tidligere i dag.

Om aftenen var der sociale indslag for både U15 og U17. U15-drengene dystede i en quiz om fodboldlovens indhold. Sjovest var det, at holdlederkoryfæet, Elon Sander, som i øvrigt har bestået DBU’s dommerkursus, måtte tage til takke med en suveræn sidsteplads med kun 4 ud af 13 rigtige svar. 

U17-teamet havde i en lidt anden boldgade arrangeret et ”talentshow”, hvor hvert værelse skulle forberede et underholdende indslag for resten af truppen. Blandt indslagene var alt fra trænerparodier til sang og fællesdans.

Generelt hersker der en fantastisk stemning på hotellet i Kusadasi. Socialt såvel som fagligt er både spillere og trænere kommet tættere på hinanden. Aftenen blev rundet elegant af, da Janus fra U17-holdet sang og spillede på guitar, så hele hotellet for et par minutter gik i stå. Således går Masterclass til ro efter dag 4 i Tyrkiet med en god fornemmelse for morgendagens kampe for de ældste og træningspas for de yngste.