
Frank: Klar til at levere igen næste weekend
23.02.2015 00:27
92 minutter inde i forårspremieren på udebane mod AaB indtraf det, der ikke måtte ske.
Trods en fin og relativt dominerende præstation kampen igennem fra Brøndby IF's side (58-42 i boldbesiddelse og 14-4 i skudstatistik) lykkedes det hjemmeholdet at score det afgørende mål dybt inde i dommer Jens Maaes tillægstid. Sekunder efter Anders K. Jakobsens sejrsmål lød slutfløjtet. Et bittert 0-1-nederlag var en realitet, og for en stund var tilfredsheden med de gode Brøndby-takter afløst af enorm skuffelse.
Det gjaldt også for cheftræner Thomas Frank.
- Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at følelserne ikke bankede rundt i kroppen på en efter sådan et nederlag. Selvfølgelig gør de det. Men min fornemste kunst er at løfte drengene i omklædningsrummet og sørge for, at vi er klar til at levere en lige så god eller bedre præstation næste weekend.
- Der var mange gode ting at tage med fra kampen i dag. Jeg er rigtig tilfreds med, at vores defensive organisation virkede stærk, hvilket vi har arbejdet meget med i opstarten. Vi giver næsten ingen chancer væk til AaB på en svær udebane, og det er bestemt tilfredsstillende. Desuden ser vi farlige ud på vores offensive standardsituationer, mens vi i omstillingsspillet og på banens sidste tredjedel skal være en tand skarpere i beslutningerne og afleveringerne for at skabe flere store chancer.
- Vores startprogram har der været snakket meget om. Det er lidt ligegyldigt for mig, om vi spiller mod topholdene nu eller senere på foråret. Det er et langt løb dette forår, og nu har vi spillet den første af 16 ”etaper” med en god præstation, men et dårligt resultat.
- Når vi lige kommer over at tabe i sidste minut, vil jeg klart tage en del positive ting med fra kampen. Det må jeg sige. Jeg tror, at de fleste, der så kampen, kan se, at holdet havde et rigtig godt udtryk på banen. Leverer vi en præstation som den her, ligger der mange point og venter på os, slutter Thomas Frank.
Næste opgave er på Brøndby Stadion søndag den 1. marts kl. 19, hvor det aktuelle tophold fra FC Midtjylland kommer på besøg.