Elmander: Kun fokus på næste kamp

02.02.2015 10:13

Johan Elmander sparkede bolden sikkert i kassen til slutresultatet 2-0, da Brøndby IF i lørdags tog hul på Atlantic Cup i Portugal med en sejr over tjekkiske Mladá Boleslav (se målene her). Scoringen fra den rutinerede svensker faldt efter en omstilling, hvilket er et af de fokuspunkter, holdet har arbejdet med i opstarten.

To andre punkter – den defensive organisation og offensive dødbolde – fungerede ligeledes godt for Brøndby-mandskabet, men hvilke ting var afgørende for, at de blågule fik den positive start på træningsturneringen?

- Det er svært at sige på en kort måde. Hvis det var så let at bygge et fodboldhold op, ville andre gøre det med det samme. Vi har haft en god opstart, trænet godt sammen, og alle havde den rette mentalitet. Vi var aggressive, og vi havde en god plan for, hvordan vi skulle arbejde sammen. Vi gjorde det, som vi havde aftalt, og når man så lykkes med sin plan, så har det været en god dag, siger Johan Elmander med sit karakteristiske smil.

Selv indtog han rollen som central angriber. Cheftræner Thomas Frank har også benyttet Elmander på 10’er-positionen lige bag ved topangriberen, men den svenske landsholdsspiller føler sig godt tilpas i begge roller.

- Folk i Danmark husker mig formentlig som 10’er, men det er faktisk spidsangriberen, jeg har spillet mest igennem min karriere. Jeg har også spillet i 4-4-2-systemet på landsholdet, så begge roller passer mig godt. Jeg er en type, som bevæger sig rundt på et større område, men Thomas og jeg har snakket om, at jeg skal være mere central som 9’er. I den rolle skal jeg være en mulig opspilsstation, som kan vinde dueller og få de andre med i spillet – og det lykkedes ganske godt, synes jeg. Det var en fin start, siger Johan Elmander og tilføjer:

- Jeg har fået opbygget en god grundform, men ligesom resten af holdet tager jeg én kamp ad gangen. Jeg tænker ikke på, at vi skal møde AaB, FCK, FC Midtjylland osv. et sted ude i fremtiden. Jeg tænker kun på den næste kamp, og hvordan vi kan forsøge at bygge på hver gang. Vi skal have så gode træninger som muligt, så vi kan være klar til næste kamp. Dét er fokus.