Da Silva: Kan ikke være i bedre form

13.02.2015 15:18

Knivskarp konkurrence. Sådan kan situationen på venstre back bedst beskrives.

De to unge Brøndby-talenter Riza Durmisi og Patrick Da Silva – begge årgang 94 – kæmper i øjeblikket om en plads i startopstillingen, og på søndag venter den sidste testkamp inden sæsonpremieren på udebane mod AaB.

På den netop afsluttede træningslejr var det Patrick Da Silva, som fik mest spilletid. Det blev således til en startplads i 2-0-sejren over Mladá Boleslav og i 1-0-sejren over IFK Göteborg, mens Riza Durmisi startede inde i kampen mod Örebro.

Cheftræner Thomas Frank står med et luksusproblem, men de to unge backs nyder også selv godt af konkurrencen, fortæller Patrick Da Silva.

- Riza er virkelig dygtig, og vi presser hele tiden hinanden til at blive bedre. Hvis man ser det på den måde, er det ikke kun Thomas (Frank, red.), konkurrencen gavner, siger Patrick Da Silva, som har fået en god start på 2015.

- Min opstart er gået langt over forventning. Jeg kom tilbage fra ferie i god form, og nu hvor jeg har bygget på, har jeg ramt en super form frem mod sæsonstart. Jeg tror ikke, at jeg kan være i bedre form på det her tidspunkt af sæsonen. Det er optimalt.

- I næsten halvandet år har jeg fået kampe hist og her, men jeg håber, at min opstart kan gøre, at jeg kan få endnu flere minutter. I princippet er opgaven let – jeg skal gøre det godt til hver træning og kamp. 

Skal være klar til at levere

Da Silva udtrykker glæde over at have fået muligheden for at vise sig frem i træningskampene, og præstationerne er han ifølge eget udsagn ”sluppet meget godt fra”.

- Jeg synes, at det gik rigtig fint i de to kampe i Portugal, hvor jeg fik fuld tid. Især i den første kamp, hvor vi fik lukket fuldstændig af, og jeg tror nærmest ikke, at jeg tabte en nærkamp eller én-mod-én-situation. I tillæg var jeg godt med frem ad banen. I den anden kamp var jeg solid defensivt, men jeg havde gerne set, at jeg havde været mere med i offensiven. Samlet set var det to gode kampe, siger han.

Får Da Silva chancen i den sidste test på søndag mod New York City FC, bliver det uden nervøsitet for at falde i niveau, garanterer han.

- Jeg er aldrig nervøs for at få bolden, så jeg ser det som en mulighed. Hvis man skal spille på det her niveau, så skal man være klar til at levere hver gang. Det nytter ikke noget at gå rundt og være bange for at spille en dårlig kamp, og det er jeg bestemt heller ikke. Jeg glæder mig til at komme af sted, og jeg vil glæde mig til at vise, hvad jeg kan, hvis jeg får chance