
Udebanekampe: Sådan er vores forberedelser
12.04.2015 16:30
Når Brøndby IF gæster Haderslev og SønderjyskE senere søndag har de to klubber i fællesskab fundet en løsning, så rammerne i udebaneafsnittet er forbedrede, og der vil være udebanefans til stede til kampen.
Som en forlængelse af debatten omkring udebaneafsnit og forbedringen af rammerne kan du her læse en redegørelse for den proces, som Brøndby IF typisk er igennem forud for en given udebanekamp.
Når Brøndby IF skal spille udekamp, så sender vi 8-60 kontrollører samt vores fankoordinator afsted. Kravet er minimum to kontrollører. Antallet af medrejsende kontrollører afhænger af, hvilket risikoniveau der foreligger på den pågældende kamp, og hvor mange af Brøndby IF’s fans der rejser med. De altid mange tilskuere på udebaneafsnittene giver flere arbejdsmæssige udfordringer for hjemmeholdet, hvorfor Brøndby IF vælger at sende et større antal erfarne og kvalificerede kontrollører med hver gang. Det gør, at vi kan yde den ekstra assistance til hjemmeholdet. Kontrollørernes kendskab til Brøndby IF’s fans gør, at mange situationer og udfordringer kan løses på fornuftig vis uden komplikationer.
Forud for alle kampe foregår der en omfattende kommunikation mellem de to klubbers sikkerhedschefer vedrørende kampen og dens afvikling. Fra Brøndby IF’s side sender vi oplysninger omkring medrejsende fans, planlagte fan-aktiviteter samt de konkrete udfordringer, som hjemmeholdets sikkerhedschef skal tage hensyn til i sin planlægning. Når de aftaler er lavet, foregår der derefter en dialog med lederen af udebanekontrollørerne, hvor alle oplysninger bliver videregivet, hvilket giver kontrollørerne mulighed for at få koordineret alle opgaver ind i den fælles plan.
Desuden forsøger vi at komme eventuelle problemer i forkøbet ved at have en dialog med fans, myndigheder og den arrangerende klub om nogle af de udfordringer, som det pågældende udebaneafsnit kan afstedkomme – især set i lyset af at de fleste udebaneafsnit, vi besøger, er udsolgte.
Når en kamp skal planlægges, vil man altid forberede følgende:
- Hvem er modstanderen, og hvilke potentielle risici er der i forbindelse med den pågældende modstander?
- Hvordan har tidligere kampe været afviklet, og hvilke problematikker var der?
- Hvor mange og hvilken type af fans kommer der til den pågældende kamp?
- Hvad er der af eventuelle problematikker ved de fans og betyder det, at der skal træffes specifikke foranstaltninger til kampen?
- Hvor mange kontrollører er der brug for i forhold til opgaven?
- Skal der tages specielle forbehold, eller skal der planlægges noget specifikt i forhold til den pågældende kamp?
- Hvordan modtages udeholdets fans bedst muligt?
- Hvad ønsker fansene at medbringe af tifo-artikler med mere?
- Hvad forventer man af udeholdets medrejsende kontrollører?
- Hvordan håndteres visitationen og indgangen til udebaneafsnittet?
- Hvordan håndteres selve kampafviklingen samt eventuelle episoder undervejs?
- Hvordan foregår samspillet med de respektive myndigheder?
Listen er ikke udtømmende, men beskriver meget godt den beslutningsproces man går igennem, når en udekamp skal planlægges.
Når man sikkerhedsplanlægger, hvor man som sikkerhedschef har ansvaret for mange mennesker, er det vigtigt, at man til hver kamp analyserer og forbereder sig grundigt og har en god dialog med de forskellige parter om de ovennævnte ting. Alle specifikke og aktuelle problemstillinger i forbindelse med den pågældende kamp skal vurderes og bruges i den planlægning, man laver for kampen.
Brøndby IF og de øvrige Alka Superliga-klubber har i forbindelse med hver udekamp et ansvar for egne tilskueres opførsel på udebaneafsnittet. Det kalder man i Danmark et ”objektivt udebaneansvar”. Det betyder, at Brøndby IF og de andre klubber hæfter for egne tilskuere i det tildelte afsnit. Det ansvar tager vi i Brøndby IF naturligvis meget alvorligt.
Lige netop det objektive udebaneansvar er årsagen til, at Brøndby IF gennem længere tid har arbejdet for forbedrede og ensartede rammer på udebaneafsnittene i Alka Superligaen. På baggrund af specielt to episoder med kast af genstande i foråret bad Brøndby IF før påske de øvrige klubber om hjælp til disse forbedringer. Søndagens modstander fra SønderjyskE valgte trods meget kort tidsfrist at anerkende behovet for forbedringer og imødekomme Brøndby IF's forslag.
Rigtig god kamp til alle i SønderjyskE!