Nørgaard: Målene er en bonus

29.04.2015 11:35

Med sine to mål i søndags tredoblede Christian Nørgaard sin måltotal for sæsonen. Og de tre scoringer er samtidig tre mere, end han scorede i hele sidste sæson, hvor det blev til 13 kampe. 

Den nye fornemmelse for at finde netmaskerne er dog langt fra tilfældig hos Brøndby IF’s nummer 19. Det seneste halve år har Nørgaard nemlig arbejdet hårdt på at kunne lægge en ekstra, offensiv dimension til sit spil. Og indtil videre ser de mange timer sammen med angrebstræner Peter Foldgast ud til at bære frugt.

- Målene er jo kommet inden for relativ kort tid, så det er måske for tidligt at konkludere noget. Men det er da rart. Jeg arbejder meget med at komme i positionerne, hvor der kommer flere afslutninger på. Og en gang om ugen træner jeg udelukkende afslutninger med Peter Foldgast, fortæller den 21-årige Brøndby-spiller. 

Har ikke glemt de defensive opgaver

Nørgaard mener dog ikke, at målene har taget alt opmærksomheden fra hans egentlige pligter som midtbanespiller.

- Det har ikke været der, mit helt store fokus har været – det offensive er jo bare noget, jeg skal lægge på og tilføje til mit spil. Som midtbanespiller er det altid en bonus og noget ekstra, hvis man også kan være målfarlig og være med i nogle af scoringerne. Men det har aldrig været meningen, at det skulle være det primære.

- Når det er sagt, så tror jeg, at der er en sammenhæng med, at jeg føler, at det defensive er ved at være så meget på plads, at jeg kan tillade mig at bygge ekstra på. Når man føler, at det ligger mere på rygraden, kan jeg gå lidt mere tilbage til ”den gamle Nør”, der var målfarlig og lagde op til mål. Men det er selvfølgelig en balance, og det er jeg meget opmærksom på.

Næste gang, Nørgaard får chancen for at udbygge sin måltotal, er allerede på søndag, hvor det gælder udekampen mod OB. Og kan den unge midtbanespiller hjælpe Brøndby IF på vej mod endnu en sejr, er der penge at hente hos Bet25.dk. Her giver en blågul sejr 2.50 gange pengene igen.