Albrechtsen: Handler om at gribe sin chance

16.04.2015 11:11

I de sidste to kampe er det blevet til fuld spilletid for Martin Albrechtsen, men i store dele af sæsonen har forsvarsklippen måttet indstille sig på en anderledes rolle med færre kampe, men en vigtig funktion som indhopper. 

En rolle, der kræver noget andet af den rutinerede forsvarsspiller, som skal fokusere på at være hundrede procent klar, når der er brug for ham. Og også en rolle, der har krævet noget tilvænning.

- Det har da været hårdt at gå fra at spille hver gang og til at skulle se det fra sidelinjen – det vil jeg ikke lægge skjul på. Det er noget, jeg har skullet vænne mig til, men jeg ved jo også godt, at når der er nogle, der spiller godt, er der samtidig nogle, der skal sidde ude, siger den tidligere Derby- og West Bromwich-spiller og fortsætter:

- Da jeg spillede i England, sad jeg helt uden for truppen det første halve år, og derefter spillede jeg fast i tre måneder. Det lærte mig, at tingene kan gå lynhurtigt i fodbold, og det gælder om at gribe chancen, når man får den. Og så blive ved med at knokle.

Albrechtsen har imidlertid fået ros for sine præstationer som værdifuld gardering fra cheftræneren Thomas Frank. Og den 35-årige er også meget bevidst om, hvad han skal fokusere på for at gøre det så godt som muligt.

- Man skal være god til at være afslappet, når man sidder på bænken. Man skal ikke sidde og være anspændt derude, for det er for hårdt. Det lyder mærkeligt, men det er faktisk meget krævende at tænde sig helt op og så ikke komme ind. Derfor skal man være i den rette balance og være helt klar, hvis der bliver brug for en. 

Men hovedopskriften for at blive ved med at præstere, selvom det ikke er fra start hver gang, er meget simpel ifølge Albrechtsen.

- Det kan vel egentlig koges ned til, at man skal brænde for det og glæde sig over at spille fodbold. Så kommer det helt af sig selv.