
To måldebutanter i Esbjerg-remis
28.09.2014 21:00
Brøndby IF spillede søndag aften 2-2 på Blue Water Arena i Esbjerg. Både Teemu Pukki og Holmbert Fridjonsson åbnede målkontoen hos Brøndby IF.
Kampen igennem var gæsterne det mest dominerende hold, og det var da også de blågule, der 40 sekunder efter pausen kom foran 1-0 på mål af finske Teemu Pukki, der blev sendt fint i dybden af Andrew Hjulsager. Pukki havde allerede i første halvleg været centimeter fra et føringsmål, men her stod stolpen i vejen.
Allerede et minuts tid efter Pukkis mål slog Esbjerg igen. En tabt duel resulterede i et indlæg, som Hans Henrik Andreasen satte skalpen på, og så stod den 1-1. Som om det ikke var hårdt nok at sluge, så kanonerede Magnus Lekven hjemmeholdet foran med 2-1 blot et minut senere. Noget af en kold spand vand for Thomas Franks tropper, der ellers havde haft udmærket styr på Esbjerg-offensiven indtil da.
Med Esbjergs føringsmål skiftede momentum i kampen, og i det næste kvarters tid spillede de bedst. Herefter foretog Thomas Frank et par udskiftninger, som skulle vise sig at gøre en forskel.
Lebogang Phiri kom på banen i stedet for Johan Elmander, og kort tid efter fik Holmbert Fridjonsson og Alexander Szymanowski også starttilladelse til fordel for Andrew Hjulsager og Elba Rashani.
I kampens sidste 20-25 minutter var det igen de blågule, der havde taktstokken, og fortjent nok kunne den indskiftede islænding Holmbert Fridjonsson score et flot mål til stillingen 2-2.
Trods pres og et par løse chancer til Brøndby IF lykkedes det ikke at fuldende comebacket og hente en sejr. 2-2 blev resultatet af søndag aftens kamp, hvor især anden halvleg var hæsblæsende og medrivende.
Selv om det ikke blev til fuldt hus, så viste Brøndby IF markant bedre spil og skabte langt flere muligheder end i de to foregående kampe.
Reaktioner følger her på brondby.com.