Nørgaard: Svært at være andet end positiv

25.09.2014 13:28

Det tegnede til en god start på sæsonen for Christian Nørgaard. Den unge midtbanemand optrådte flere gange i startopstillingen og scorede blandt andet et flot mål mod Liverpool FC på Brøndby Stadion. Men glæde blev hurtigt afløst af frustration, da han i starten af august blev sendt ud på sidelinjen med et brud på kravebenet. 

I mandags var Nørgaard så tilbage i fuldt vigør, og spillede samtlige 90 minutter i reserveholdskampen mod FC København. Det var en hård kamp, men han har naturligvis svært ved at skjule glæden over at få græs under fødderne igen. 

- Det var rigtig dejligt at få 90 minutter i benene, men det var faktisk lidt overraskende. Jeg havde håbet på at spille så meget som muligt, men jeg havde regnet med, at 70-75 minutter var mere realistisk. Så jeg må indrømme, at mine lægge var godt trætte til sidst, og jeg var da lige ved at trække en krampe, men jeg kunne holde fuldt ud, og det var fedt nok, siger en tydelig glad Nørgaard.

- Det var selvfølgelig dejligt at spille fuldt ud i en kamp med relativt højt tempo. Det var en god reserveholdskamp med skrald på og mod en rigtig god modstander med mange profiler på holdet. Selv om det er træls, at vi ikke får mere med fra kampen, så kan vi være tilfredse med vores præstation og især indstillingen i kampen. Det skal vi tage med til næste kamp. 

Ingen mental barriere

Det er ikke kun ømme lægge, “Nør” kan mærke efter kampen. Selv om kravebenet er helet, så kan han stadig mærke, at det har været brækket, og det er noget, man skal vende sig til. Men det skal ikke gå ud over hans præstationer på banen, slår Nørgaard fast. 

- Jeg har sådan en konstant ømhed omkring kravebenet, men så længe den kun forbliver øm og ikke går over i smerte, så gør det ikke noget. Der er selvfølgelig lidt sådan en mental barriere, man lige skal over, men jeg synes, det gik fint i mandags og jeg holdt mig ikke tilbage fra at gå fuldt ind i duellerne, siger Nørgaard, der dog ikke er helt tilbage i topform. 

- Formen mangler stadig noget, og det tager selvfølgelig lidt tid, men jeg har passet min genoptræning godt og lavet en masse løb med Ahron (Thode, fysisk træner, red.) og fysioterapeuterne. Der mangler lidt endnu, men det kommer kun gennem træning og kamppraksis.  

Svært ikke at være positiv 

Og netop kamppraksis forventer Nørgaard, at han i stigende grad får. Han er før kommet stærkt tilbage fra skader, så han er ikke i tvivl om, at han også vil gøre det denne gang. 

- Det næste skridt er at komme med i truppen først og få nogle indhop i kampene. Jeg kender jo ligesom rutinen efterhånden, nu har jeg prøvet det tre gange og endt med at komme tilbage i startopstillingen hver gang, så det er helt klart målet igen. 

- Det er svært at være andet end positiv, når nu man har gået i seks uger og været trist over at sidde ude. Nu kan man endelig mærke græsset og bolden, så der skal meget til at slå én ned nu, siger Nørgaard.