Nikolai Laursen: Jeg lærer en masse

18.09.2014 13:50

Det har været nogle begivenhedsrige måneder for 16-årige Nikolai Laursen. I juli skrev Masterclass-talentet under på en to-årig kontrakt med Brøndby IF og blev samtidig rykket op i Superliga-truppen. Et par småskader har dog gjort, at opstarten med resten af truppen har været begrænset, men nu er han for alvor klar til at træne med "de store drenge".

Den teknisk stærke offensivspiller er glad for at være tilbage på træningsbanen og glæder sig samtidig over holdkammeraternes vilje til at lære fra sig. 

- Jeg er ved at være 100 procent tilbage nu, og der er ikke lang vej igen. Jeg træner fuldt med. I mandags kom jeg ind i kampen mod FC Nordsjælland (for reserveholdet, red.), og der havde kroppen det fint. Jeg følte mig fit og kunne mærke, at jeg godt kunne være med, siger Laursen.

At blive rykket op i Superliga-truppen som 16-årig er naturligvis et stort spring, men Nikolai Laursen fortæller, at han har fået en varm velkomst og føler sig godt tilpas på holdet.  

- Det er godt for min udvikling, for jeg lærer en masse og træner sammen med nogle virkelig dygtige spillere hver eneste dag. Det er selvfølgelig et stort spring at tage, men truppen har taget rigtigt godt imod mig, og jeg føler mig som en del af holdet, så det er dejligt, siger Laursen, der nu skal vænne sig til at spille sammen med spillere, han før kun så på TV.

- Det er utrolig fedt at spille sammen med spillere som Agger, Elmander og Kahlenberg. De har international klasse, så man kan bare suge til sig og lære en masse. De er rigtig gode til at lære fra sig, så det er fedt for en ung spiller som mig.

Udtaget til U17-landsholdet

Det er dog ikke kun et comeback til træningsbanen, Laursen kan glæde sig over. Han er således også blevet udtaget til U17-landsholdet, der i slutningen af september skal forsøge at kvalificere sig til U17-EM ved kvalifikationsturneringen i Andorra. 

- Jeg er rigtig glad for at være med på landsholdet, for det er dér, de bedste er samlet. Jeg glæder mig rigtig meget og håber og tror på, at vi kan gå videre til EM. Jeg kender de fleste, og vi har spillet sammen på U16 og i DBU’s talentcentre, så vi kender hinanden rigtig godt. 

- Det er det fedeste at spille med de bedste i landet og møde andre dygtige nationer. På den måde kan man måle sig i forhold til de bedste i ens årgang, og det er også godt for udviklingen, lyder det fra Laursen.