
Fridjonsson: Glad for at være her
10.09.2014 08:25
Brøndby IF hentede, kort før transfervinduet lukkede, den islandske angriber Holmbert Fridjonsson på en et-årig lejeaftale. Det blev dog kun til et kort visit for Fridjonsson, der straks efter lægetjek og kontraktunderskrivelse tog til U21-landsholdssamling i hjemlandet.
Brøndby-fansene må derfor vente lidt endnu med at se den høje angriber i aktion, hvorfor brondby.com tog en snak med islændingen for at høre, hvad man kan forvente sig af ham.
- Jeg er en stor, stærk angriber med en god første berøring, som er god til at falde ind i spillet. Qua min højde er jeg naturligvis god i luften, men jeg synes også selv, at jeg har et stærkt venstreben og kan afslutte godt, siger Fridjonsson, der ikke er meget for at sammenligne sig med andre spillere. Han vil hellere vise, hvem han er gennem præstationerne på banen.
Med skiftet til Brøndby IF håber Fridjonsson, at han kan udvikle sig som spiller. Klubben passer godt til hans spillestil, og så er den danske Superliga et godt udgangspunkt for hans videre udvikling.
- Jeg kan godt lide klubben, og jeg tror, at spillestilen her passer godt til mig. Nu så jeg kampen mod FC Nordsjælland, og selvom det nok ikke var den kamp, jeg skal bedømme spillet på, så fik vi sejren med hjem. Og det jeg har set til spillet udover det, har givet mig et godt indtryk. Jeg tror, jeg vil passe fint ind her, siger islændingen, der glæder sig til at vise sig frem for fansene.
- Jeg håber på, at jeg kommer til at spille kampe og får scoret nogle mål, for det er jo det, jeg er hentet til. Samtidig vil jeg gerne udvikle mig som spiller, og der tror jeg, at Superligaen er en rigtig god liga at være i. Jeg synes også, at niveauet herude er rigtig højt, og der er nogle rigtig gode spillere på holdet. Så alt i alt er jeg meget glad for at være her.
Holmbert Fridjonsson har fået trøje nummer 25 i Brøndby IF.