
Fridjonsson: Brøndby kan få mig på landsholdet
13.09.2014 08:20
Det har været nogle begivenhedsrige uger for Holmbert Fridjonsson. På transfervinduets sidste dage blev den høje angriber som bekendt lejet ud til Brøndby IF, men knapt var blækket tørt, før han måtte sætte kurs mod landsholdssamlingen med det islandske U21-landshold.
Her var han med to mål i kampen mod Armenien stærkt medvirkende til, at Island er med i puljen, når der fredag trækkes lod til de sidste kampe på vejen mod U21-EM næste sommer. Det er derfor en angriber med styrket tro på egne evner, der tidligere på ugen vendte tilbage til Vestegnen.
- Det var en rigtig god tur. Jeg ville gerne have spillet begge kampe, men jeg fik karantæne i første kamp (efter to gule kort, red.), så jeg måtte følge med på TV i kampen mod Frankrig. Men drengene fik en uafgjort, så nu er vi med i play-offs til U21-EM. Det glæder jeg mig rigtigt meget til, siger Fridjonsson, der ser et stort potentiale i det nuværende hold.
- Vi har et rigtigt godt hold. Vi er alle sammen bedste venner. Island er jo et lille land, så vi har kendt hinanden, siden vi var børn. Så vi har et godt hold og en rigtig god holdånd. Og så er udviklingen i islandsk fodbold rigtig god, så vi spiller også fin fodbold.
Næste skridt på vejen kunne meget vel være det islandske A-landshold, og Fridjonsson tror ikke, at han er så langt fra det mål. Her skal Brøndby IF hjælpe ham det sidste stykke.
- Jeg vil spille så meget, jeg kan for U21-landsholdet, så jeg kan vise mig frem og i fremtiden komme på A-landsholdet. Jeg tror ikke, jeg er så langt fra holdet, så hvis jeg kan spille regelmæssigt på både U21-holdet og for Brøndby, så tror jeg, at jeg får min chance, lyder det fra Fridjonsson.