Flere Brøndby-profiler i landsholdsaktion

09.09.2014 15:19

Selv om bolden har ligget stille på Brøndby Stadion i den forgangne uge, har det ikke betydet fri for spillertruppen. Mens nogle har trænet og forberedt sig på søndagens kamp mod Randers FC, har andre været på opgaver for deres respektive A-landshold.

Danmark

Således var både Daniel Agger og Thomas Kahlenberg i startopstillingen i Danmarks venskabskamp mod Tyrkiet. Her tog Agger ansvaret som anfører og scorede på et straffespark begået mod den tidligere Brøndby-spiller Nicolai Boilesen. Trods Aggers stensikre straffersparkscoring endte Danmark med at tabe 2-1 i en kamp, hvor begge Brøndby-spillere blev udskiftet.

I EM-kvalifikationskampen mod Armenien var hverken Agger eller Kahlenberg i startopstillingen, men sidstnævnte fik en hovedrolle, da han efter blot seks minutter på banen scorede til 2-1 og blev matchvinder.

Finland

I Finlands udekamp mod Færøerne startede Brøndby IF’s nye angriber Teemu Pukki på banen. Han fik 88 minutter, og i den tid nåede han at være indblandet i to af finnernes mål. Først lagde han op til 1-1-scoringen, mens et Pukki-skud blev til en ripost, som Riku Riski scorede på. Fra bænken kunne Lukas Hradecky se holdkammeraterne vinde 3-1.

Makedonien

I Valencia var Makedonien med Ferhan Hasani i truppen på besøg. Hasani måtte dog nøjes med at se opgøret fra bænken - et opgør der i øvrigt endte 5-1 til Spanien.

Norge

Fredrik Semb Berge måtte ligeledes se med fra bænken, da Norge tabte 1-0 til England på Wembley. Han kan dog stadig nå at optræde for Norge i denne runde, da de i aften tager imod Italien i EM-kvalifikationens gruppe H. 

Sverige

Endelig har Sverige med Johan Elmander i truppen også været i aktion. Første kamp mod Estland, der i parentes bemærket endte 2-0 til svenskerne, kom Elmander ikke på banen, men i kvalifikationskampen mod Østrig, fik han de sidste 20 minutter i den uafgjorte 1-1-kamp.