Dumic: Konkurrencen holder mig på tæerne

26.09.2014 15:11

Det er næppe gået nogens næse forbi, at der er sket noget på forsvarsfronten i Brøndby IF hen over sommeren. Dario Dumic og Martin Albrechtsen har fået to nye kollegaer i de to landsholdspillere Fredrik Semb og Daniel Agger, hvilket naturligvis har skærpet konkurrencen om de to pladser i midterforsvaret. 

brondby.com tog en snak med Dario Dumic for at høre, hvordan han forholder sig til den øgede konkurrence, og hvordan den påvirker ham som spiller.

- Der er en utrolig hård konkurrence nede hos os. Vi har fire rigtig gode midterforsvarere, så det handler om at levere hele tiden. Ikke kun til kamp, men også til hver eneste træning. Og sådan skal det også være i en klub som Brøndby. Der skal være hård konkurrence om alle pladserne, siger Dumic, der ikke har noget imod den hårde kamp om en plads i startopstillingen. 

- Jeg har det personligt helt fint med konkurrencen, for det er med til at holde mig på tæerne. Det holder også de andre på tæerne, for man ved, at hvis man ikke præsterer, så står der nogle andre klar til at tage over. Det er med til at gøre hver spiller, og i sidste ende hele holdet, bedre.

Når medspillere også er konkurrenter, kunne man forestille sig, at tonen bliver hård, og venner bliver fjender. Men Dumic fortæller, at han har et godt forhold til sine forsvarskolleger, og at alle er med på spillereglerne. 

- Sådan er det jo (at medspillere også er konkurrenter, red.). Det er meget normalt i en klub af den her størrelse. Det er slet ikke sådan, at vi hader hinanden, bare fordi vi er konkurrenter. Jeg snakker godt med både Martin og Semb. Men konkurrencen er jo en del af gamet, og det er alle indforstået med, siger Dumic, der vil fortsætte sin gode udvikling.

- Mine mål for sæsonen er bare at bygge på og blive ved med at udvikle mit spil. Så jeg vil blive ved med at spille kampene, det er mit mål. Og så vil jeg selvfølgelig også hive nogle sejre hjem sammen med holdet. Så det handler bare om at klø på og vise, at det er mig, der skal spille. 

Dario Dumic har i denne sæson spillet fem af otte Superliga-kampe fra start. På søndag kan han få sin sjette i træk, når Brøndby IF gæster Esbjerg fB. Der er kickoff klokken 19:00.